80 H. Bertelsen: Anm. af Jónsson, Litteraturhistorie. dommelighederne. Prof. Jónssons behandling af skjaldedigtningen bliver i særlig grad fortjenstfuld derved, at denne gren af den oldnordiske litteratur i forholdsvis mindre grad end eddadigtningen og sagaskrivningen har formået at vække forskernes interesse; den er hidtil væsentlig bleven behandlet fra sin formelle side og — mest indirekte — på grund af sin historiske værdi; dens litteraturhistoriske og rent digteriske interesse har først prof. Jónsson stærkt fremdraget i sin udførlige fremstilling af digtningen i sammenhæng. Det meste af andet binds første del og det udkomne hefte af anden del optages af behandlingen af sagalitteraturen. Først undersøges den historiske traditions opståen og værdi, og efter en afhandling om skriften og dens udvikling på Island, i hvilken den opfattelse imødegås, at runeskriften har været bogskrift på Island, gâr forf. over til at undersøge selve den nedskrevne sagalitteratur, dens forfattere, de enkelte sagaers form og litterære ejendommeligheder i det hele taget. Særlig interesse har undersøgelsen af sagaernes historiske pålidelighed, som forf. i det hele taget forsvarer overfor de stærke angreb, der er rettede imod den. Som exempel tages bl. a. Njála; i en udførlig gennemgang af denne saga søger forf. at vise, at den bygger på gammel og i det hele pålidelig tradition, ikke, som man har villet hævde, på kilder fra en forholdsvis sen tid. Samme opfattelse gøres i det hele gældende overfor de islandske slægtsagaer fra tiden før Snorre, ligesom overfor Ares Íslendingabók, Landnámabók og sagaerne om de norske konger. I hovedsagen har forf. ganske sikkert ret; den uhistoriske sagaskrivning efter midten af det trettende århundrede, da den mundtlige tradition var afløst af den skriftlige som den egentlige bærer af fortidsminderne, kan ikke tages som bevis for, at det tolvte århundredes sagâskrivning er upålidelig; om end mange enkeltheder og grupperingeu af begivenhederne ofte skyldes den enkelte sagas forfatter, og mange af de i sagaerne indflettede løse vers — måske flere endnu, end prof. Jónsson antager — er uægte, så viser dog den gennemgående overensstemmelse mellem de forskellige, indbyrdes uafhængige sagaer, at den islandske tradition i det tolvte århundrede i alt væsentligt er til at stole på. De enkelte sagaer behandles kronologisk i perioder efter deres tilblivelsestid; denne inddeling har den fordel frem for inddelingen efter arter, at forf. derved opnår bedre at kunne give en oversigt over selve sagaskrivningens udvikling. Først gennemgås sagaerne før Snorre med indgående kritisk undersøgelse af hver enkelts tilblivelsesmäåde og kilder; derefter behandles Sturlungeslægtens litterære virksomhed, og forf. går dernæst over til en fremstilling af sagaskrivningens udvikling efter Snorre og Sturla, hvilket afsnit endnu ikke er afsluttet. Foruden resten af sagalitteraturen vil andet binds anden del endvidere komme til at indeholde en behandling af den øvrige ——