84 Harald Høffding: Anm. af stilling, i hvilken den poetiske Form spiller en meget underordnet Rolle, giver han sin strenge, radikale Lære om Enheden som det eneste Reale, med Polemik mod al Antagelse af reale Modsætninger, af Vorden, Bevægelse og Forandring. Der foreligger her for første Gang i den europæiske Tænknings Historie en Verdensanskuelse, som i forskellige Former senere gentagne Gange er traadt frem. Platon og Spinoza ere aandelige Frænder af Parmenides. I Indien fremtræder en beslægtet Opfattelse flere Aarhundreder før Parmenides i Vedantalæren (der er fremstillet i Upanishad), og omtrent samtidigt med Parmenides gør sig — mere som Livsanskuelse end som Verdensanskuelse — en analog Anskuelse gældende i Buddha’s Lære. Dog er det hos Parmenides ikke blot en metafysisk Verdensanskuelse, der er formet i Læredigt. Hans Tænkning fremdrager paa en tydelig Maade den skarpe Modsætning, som vi nu betegne som Modsætningen mellem formal (logisk og matematisk) Videnskab og real (empirisk) Videnskab, og denne Modsætning fremtræder her for første Gang i principiel Form, Bag de dogmatiske Formuleringer hos Parmenides spores som Grundlag den Hovedsætning, at kun de Sætninger, der kunne formes som rene Identiteter, kunne være Genstand for fast Overbevisning (πίστιος ἰσχύς, πίστις ἀληϑής). Hvad der, i Modsætning til streng logisk og matematisk Slutning, bygges paa Iagttagelse og Erfaring, kan kun være »Dødeliges Meninger«, — kan kun være Noget, der Šynes at være som det er (τὰ δοκοῦντα), — viser os kun Tingene fra »Meningens« Synspunkt (κατὰ δόξαν). Alligevel giver Parmenides ogsaa en Fremstilling af, hvorledes Tingene maa tage sig ud fra dette Synspunkt. Her optræde kvalitative og kvantitative Forskelligheder og stridende Modsætninger, og der viser sig at foregaa en stor Verdensproces med skiftende Faser, en hel Kosmogoni. Parmenides vil skildre, »hvorledes Jord og Sol og Maane og den fælles Æter og den himmelske Mælkevej og den yderste Olymp og Stjernernes varme Kraft stræbte frem til Vorden (ὡρομήϑησαν γίγνεσϑαι)κ«. To Hovedspørgsmaal stille sig naturligt med Hensyn til denne hele Lære: 1) Hvorledes er den bleven til, i hvilket Forhold staar den til den forudgaaende filosofiske Tænkning? 2) Hvorledes er Forholdet mellem Læredigtets to Dele, der synes at staa i uforsonlig Modstrid med hinanden? Det foreliggende indholdsrige og vel gennemtænkte Arbejde giver et betydningsfuldt Indlæg i Diskussionen om disse to Spørgsmaal, der begge have mere end rent historisk og filologisk Interesse. Det forekommer mig, at Forfatteren har levet sig mere ind i Parmenides’ Grundtanke end tidligere Forskere. Derved har han formaaet at finde en Løsning, hvor hans Forgængere enten maatte erklære at staa overfor uforsonede Modsætninger eller maatte tage deres Tilflugt til tvungne Forklaringer. Undertiden fører maaske hans Stræben efter at finde karakteristiske