00 Harald Høffding: Anm. af »steht Parmenides selbst auf dem Standpunkte des klarsten Monismus. Aber hier ist er lediglich Referent. Seine Göttin trägt die δόξα des Dualismus vor .... Also ist τῶν μίαν où χρεών ἔστιν (sc. ὀνομάζειν) im Sinne der falschen Meinung gesagt. ... Damit dies nicht misverstanden werde, fügt er warnend hinzu von dem Standpunkte der °A)ýðsa aus: ἔν ᾧ πεπλανημένοι εἰσίν. >» Hierin»», d. h. in der Bestreitung des Monismus, ««haben sie geirrt»». — Patin derimod oversætter (i Tilslutning til Zeller): »den ene af disse to Former burde de ikke have antaget; deri fore de vild». Meningen bliver da, at Parmenides finder det urigtigt at antage, at Tilværelsen træder frem under to indbyrdes helt forskellige Former, især da — som den følgende Sammenhæng viser — den ene Form (Lyset, Ilden) frembyder Kendemærker, der tyde paa Enhed, Identitet og Kontinuitet, medens den anden (Natten, Mørket) overvejende karakteriseres som negativ og ukendelig, altsaa nærmende sig til «Ikke-Væren». «Der Fehler der Menschen», siger Patin (p. 591), «ist nur, dass sie wegen des Gegensatzes an zweierlei Sein denken, davon das Bine kein volles, gleichwertiges Sein ist. Deshalb, glaube ich, rief Parmenides gleich nach der Fixierung des Irrtums in der Satzung: von zwei darf man eins nicht setzen, kann eins nicht sein. . .. Es heisst also: Sie setzten eine Zweiheit, davon ein Bins nicht zur Welt des wahren Seins gehört, welches selbst ungeteilt und unteilbar ist«. Saaledes bruger Parmenides sin Enhedslære til at kritisere den empiriske Verdensopfattelse med dens Hang til at stanse ved ydre Forskelligheder og slaa disse fast som selvstændige ved Ordenes Hjælp. Overfor Diels bemærker Patin (p. 590): «Mit welchem Rechte übersetzte Diels, das sei unerlaubt? ... Verlangt nicht die Logik irgend ein Zeichen, eine noch so leise Andeutung des obliquen oder subjektiven Verhältnisses?» Patin lægger desuden særlig Vægt paa Udtrykket μορφαί (p. 522 f.): Parmenides taler som Empiriker ikke om forskellige Grundkræfter (ἀρχαί), men kun om forskellige Former. En Formforskel udelukker ikke en Enhed i Væsenet. — Der kunde her være henvist til en Analogi fra den nyere Filosofis Historie, idet Spinoza i Opposition mod Descartes’ Lære om det Aandelige og det Materielle som to »Substanser« lærte, at de kun vare to « Attributer». — Den Enhed, der ikke udelukkes ved Formforskellen, finder Patin antydet et andet Sted i den empiriske Del af Digtet: V. 122—125 (Diels Fragm. IX): αὐτὰρ ἐπειδὴ πάντα φάος καὶ νὺξ ὀνόμασται. καὶ τὰ κατὰ σφετέρας δυνάμεις ἐπὶ τοῖσί τε καὶ τοῖς, πᾶν πλέον ἐστὶν ὁμοῦ φάεος καὶ νυκτὸς ἀφάντου ἴσων ἀμφοτέρων, ἐπεὶ οὐδετέρῳ μέτα μηδέν. Her oversætter Diels: «Aber da Alles Licht und Finsterniss benannt und nach ihren Kräften diese Namen diesen und