Hans Ræder: Anm. af W. Koch, Kaiser Julian. 103 Wilhelm Koch, Kaiser Julian der Abtrünnige. Seine Jugend und Kriegsthaten bis zum Tode des Kaisers Constantius (331— 361). (Særtryk af Jahrbücher für classische Philologie, 25. Supplementbind.) Leipzig 1899, Teubner. 156 5. Det er ikke ualmindeligt, at den historiske Kildeforskning netop paa de mest omstridte og afgjørende Punkter viser sin Betydning ved at bidrage til at kaste nyt Lys over Historien. Direkte gjør den det ganske vist ikke, men den er i Stand til at rydde Grunden og bane Vej for nye og rigtigere Opfattelser. Dommen over en Personlighed som Julian, der allerede af sin Samtid blev bedømt saa forskjelligt, vil unægtelig altid i høj Grad blive præget af Betragterens eget personlige Standpunkt; men dersom der skal kunne tages noget videnskabeligt Hensyn til den, er det nødvendigt, at de Data, hvorpaa Dommen er bygget, staa fast med antagelig Sikkerhed. Den hollandske Lærde W. och, som allerede i 1890 erhvervede Doktorgraden i Leiden ved en Afhandling om Kejser Julian, søger i det ovennævnte Skrift, som han udtrykkelig betegner som «eine Quellenuntersuchung», at udrede Forholdet mellem Kilderne til Julians Historie. Hans Hovedthesis er den, at der til Grund for en stor Del af vore Kilder, navnlig Ammianus, ligger historiske Arbejder af selve Julian. Han opstiller den Formodning, at Julian foruden et ældre Skrift, det saakaldte βιβλίδιον, som væsentlig omhandlede det store Slag ved Strassburg, efter Constantius’s Død har forfattet endnu et Skrift om sine Krigsbedrifter og her naturligvis udtalt sig langt mere uforbeholdent end i det tidligere; begge Skrifter skulle da have foreligget for Ammianus. Beviset for denne Paastand føres ved Henvisning til en Del Steder hos Ammianus, som vise en ret nøje Overensstemmelse med Aanden og Tankegangen hos Julian selv, navnlig med visse Steder i hans Brev til Athenienserne, uden at dette dog kan være direkte benyttet. Ammianus maa her have sine Meddelelser fra Julian eller en af hans Venner; men da de Venner, hvem der efter vort Kjendskab til Tidsforholdene kan være Tale om, af forskjellige Grunde ere udelukkede, bliver Julian alene tilbage; «hvem skulde ogsaa kunne skrive saa godt i Julians Aand som Julian selv?» Beviset er, som man seer, af indirekte Art, og uagtet et indirekte Bevis er ligesaa godt som et direkte, naar man biot, som det ofte er Tilfældet i Mathematiken, er sikker paa at have faaet alle Muligheder med, har det i Reglen ikke saa stort et Værd i de historiske Videnskaber, hvor Mulighedernes Tal er ubestemmeligt. Men derfor kan Sagen jo meget godt endda have sin Rigtighed. Udgaaende fra denne Hypothese giver Forfatteren nu efter Kilderne en Skildring af Julians Liv og Gjerninger, før han blev