104 H. Ræder: Anm. af Koch, Kaiser Julian. Enehersker. Da han ifølge sin Opfattelse af Kildeforholdet maa anslaa Ammianus’s Upartiskhed en Del lavere, end man i Reglen har været tilbøjelig til, bliver Skildringen selvfølgelig anderledes farvet, end man er vant til at se. Altfor ofte have moderne Historikere ment sig forpligtede til ikke alene at tage Kjendsgjerningerne fra de foreliggende «Kilder», men ogsaa at gjentage disses Domme over Personer og Forhold, og dobbelt misligt bliver dette naturligvis, dersom vor Kildes Kilde er en Mand, som selv stod midt i Tidens Kampe. Man kan kun glæde sig over at se et Forsøg paa at fælde historiske Domme paa Grundlag af en selvstændig Betragtning af Tidens Forhold, Hovedinteressen knytter sig naturligvis til Forholdet mellem Julian og Constantius, og det følger af det Foregaaende, at Vægtskaalen maa synke til Fordel for Constantius. Nutidens Historikere have jo ikke Lov til uden videre at underskrive de Klager, som Julian har fremført over sin Fætter. Der er ingen Grund til at undres over, at Constantius efter at have udnævnt Julian til Cæsar og givet ham den vanskelige Opgave at forsvare Grænsen mod Germanerne i Begyndelsen ikke gav den unge Mand, som aldeles ingen militær Erfaring havde, synderlig frie Hænder, men medgav ham nogle dygtige Officerer, der i mange Forhold fik den egentlige Ledelse; men paa den anden Side er det klart, at idelige Rivninger maatte blive Følgen af en saadan Ordning. Overhovedet hævder Forfatteren, at Constantius’s Optræden overfor Julian gjennemgaaende var baade velvillig og forstandig, men at han aldrig formaaede at faa Bugt med Fætterens i og for sig let forklarlige Mistænksomhed. At han tilsidst vilde berøve ham den bedste Del af hans Hær, hvilket som bekjendt gav Anledning til Julians Oprør, var efter Forfatterens Fremstilling en ganske naturlig Følge af Persernes sejrrige Fremgang ved Østgrænsen. Af Constantius’s Charakter gives der en sammenfattende Skildring; han betegnes som ubetydelig, hverken god eller ond, men som en hæderlig Mand, der stræbte efter at handle redeligt og havde en levende Forestilling om sine Pligter som Kejser; derimod var han ikke i Stand til at modstaa sit Hofs fordærvelige Indflydelse og blev saaledes indirekte medskyldig i Forbrydelser, som han kunde have hindret, saaledes særlig Drabet af Julians nærmeste Slægtninge. En sammenfattende Charakteristik af Julian gives derimod ikke, men Forfatteren bestræber sig for lejlighedsvis at fremhæve saavel de sympathetiske Træk hos ham som hans Fejl. Med Hensyn til det afgjørende Vendepunkt, hans Udraabelse til Augustus, hvilket var ensbetydende med aabent Oprør, skjelnes der mellem to Traditioner, hvoraf den ene fremstiller ham som selv aldeles uskyldig heri, medens den anden netop fremhæver hans Meddelagtighed og priser ham for hans dristige Beslutning ; Sandheden