3X8 85-3 Det store Alter i Pergamos. Af J. L. Ussing. Siden jeg udgav min «Pergamos» (1897, og i ny Bearbeidelse paa Tysk 1899) ere de pergamenske Studier stadig blevne fortsatte, og navnlig er Rekonstruktionen af det store Alter bragt et betydeligt Skridt fremad. Dette skyldes især Dr. H. Schrader, som i Sitzungsberichte der K. Preussischen Akademie der Wissenschaften 1899 S. 612—25 har skrevet en Afhandling «Die Opferstätte des pergamenischen Altars», og i Jahrbuch des K. d. archäologischen Instituts 1900 S. 97— 135 «Die Anordnung und Deutung des pergamenischen Telephosfrieses». Skjøndt Alteret var fuldstændig ødelagt og kun Fundamentet laa paa sin Plads, medens alle de prægtige Architekturstykker og Billedhuggerarbejder, der forbavsede de Gamle, vare spredte vidt omkring, lykkedes det dog den fortræffelige Architekt, der udgravede det, R. Bohn, at fremsætte en Rekonstruktion, som vandt almindeligt Bifald. Senere modtog denne en væsentlig Forbedring ved Overvejelser om Gigantomachiens Ordning, der foretoges af Bohn og Puchstein i Forening, idet det viste sig, at Opgangstrappen ikke, som først antaget, havde ligget paa Sydsiden, men paa den noget længere Vestside, og i denne Form maa Planen betragtes som fastslaaet, ligesom den ogsaa er optaget i Berliner Museets Katalog «Beschreibung der Skulpturen aus Pergamon. |I. Gigantomachie». Saalænge der ikke forelaa andet end Bohns «Foreløbige Beretning» (Jahrbuch der Preussischen Kunstsammlungen 1), kunde jeg ikke tilbageholde min Tvivl, om han i Et og Alt havde truffet det Rette. Hvad den nederste Del af Altret angik, kunde der ikke være nogen Tvivl. Grund-Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. IX. 8