118 J. L. Ussing: Det store Alter i Pergamos. mere anseligt end de extemporerede Altre, som Athenæerne kaldte ἐσχάραι. Det Alter, hvorpaa man her offrede til Zeus, har været et architektonisk Kunstværk ligesom Terrassen, hvorpaa det stod. Skulde det da ikke være muligt, at der i det Mindste vare nogle faa Levninger deraf tilbage ligesom af Altrets øvrige Dele? Allerede Bohn havde bemærket, at en Del smukt udførte Architekturstykker, der fandtes under Udgravningen, hørte sammen som Architrav, Frise og Tagskjæg, men han havde ikke gjort videre Brug af disse Opdagelser. Schrader var imidlertid overbevist om at de maatte høre til Offeralteret, og har efter nærmere Undersøgelse af disse Levninger dels i Museet i Berlin dels i Pergamon set sig i Stand til at foretage en Rekonstruktion af Alteret, som han har meddelt i den ovfr. nævnte Afhandling i Berliner Akademiets Berichte. Det har uden Tvivl været aflang firkantet ligesom Pladsen, hvorpaa det stod; dette var jo den almindelige Alterform, som vi nu kjende tilstrækkelig fra Koldeweys og Puchsteins Værk «Die griechischen Tempel Unteritaliens und Siciliens». Da L. Ampelius angiver hele Alterets Høide til 40 Fod, og den nederste Afdeling kan antages at have været omtrent 20 Fod høi, vilde selve Offeralteret have havt en lignende Hoøide. Dets Længde og Bredde vide vi Intet om. Ved Rekonstruktionsforsøget er Schrader gaaet ud fra Hiero II’s store Alter i Syrakus saaledes som vi kjende det fra Koldeweys nys nævnte Værk. Altret maa tænkes delt efter Længden i 2 Dele, af hvilke den bageste var bestemt- til selve Offringen, den forreste til Offerpræsterne og deres Følge. Dertil førte to Trapper op, ligesom i Syrakus, en ved den søndre og en ved den nordre Ende af Langsiden. Schrader var først af den Mening, at dette maatte være den østlige Side, og at Offertoget. efter at være kommet op paa den store Terrasse ad den vestlige Opgangstrappe, havde bevæget sig udenom Alteret for at bestige dette fra Øst af og foretage Offringen vendt imod Øst. At dette var en Umulighed, har jeg allerede paavist i det K. danske Vidensk. Selskabs Oversigt 1900 S. 278; og Schrader har ogsaa i sin senere Afhandling indrømmet» at den Grund, hvorpaa han støttede hin Antagelse, var uholdbar, og at Opgangen til det egentlige Alter ligesom til den