Platon og Idelæren. Af G. Selchau. I sit lille Skrift «Platon og hans Forgjængere» har Hr. Ræder søgt at vise, at Platon er kommen ud over Idelæren, har øvet en opløsende Kritik mod den. Derfor «maa den Opfattelse, at Platons Philosophi har udgjort eet sammenhængende System med Ideelæren som Centrum, opgives». «Med sin dybe Spekulation forbandt Pl. en aldrig hvilende Kritik, som han ikke var bange for at rette ogsaa mod de Systemer, som han selv havde opbygget. Maatte han end saaledes af og til lide den Skuffelse at se en Bygning, som han selv møjsommelig havde opført, synke i Grus, saa arbejdede hans Tanke dog ufortrødent videre for om muligt ad andre Veje at finde Sandheden». Men naar nu Idelæren udgør det bærende for Hovedmassen af Platons Skrifter, for alle de Skrifter, der har skaffet Platon hans Ry og hans Betydning i den historiske Udvikling, saa at hans Forfatterskab staar og falder med den, saa er det jo klart, at hvis Platon virkelig har opgivet denne Lære, saa har han dermed slaaet en tyk Streg over alt, hvad der har givet ham Betydning, og fritaget Eftertiden for at beskæftige sig med ham. Det er derfor Umagen værdt at se lidt nærmere paa, hvorledes det forholder sig med den Kritik, Platon skal have anvendt paa sig selv. Det er nu ganske vist rigtigt, at der i det bekendte Sted i «Sofisten» (p. 246 ff.) «tales spottende Ord om Ideernes Venner», og at «denne Kritik netop er rettet mod Platon selv og hans egen berømte Ideelære». Men det kan ikke være Hr. Ræder ubekendt, at netop denne Dialog hører til de mest anfægtede, hvad Ægthed angaar. Vel har Zeller endogsaa i den nyeste Udgave erklæret sig for Æpgtheden, men det er ikke lykkedes ham at afkræfte det vægtige Angreb, som især Schaarschmidt i sit fortræffelige Skrift om de platoniske Dialogers Æpgthed har