G. Selchau: Platon og Idelæren. 121 rettet særlig mod «Sofisten». Førend man derfor lægger et Sted af en saa tvivlsom Dialog til Grund for en Theori om et formodet Omslag hos Platon selv, synes det rimeligt, at man tog hele Spørgsmaalet om Æpgtheden op til fornyet Undersøgelse. Dette har Hr. Ræder imidlertid ikke gjort. Jeg skal heller ikke selv komme ind paa dette Spørgsmaal, allerede af den Grund, at jeg for min Del er fuldkommen tilfreds med det Arbejde, Schaarschmidt har præsteret herom. Men jeg vil sætte alle Autoriteter til Side og gaa en langt simplere og lettere, og til samme Tid fuldstændig overbevisende Vej. Jeg vil føre Platon selv som Vidne. Hvis jeg kan vise, at Platon i et utvivlsomt ægte Skrift fra et senere Tidspunkt, end «Sofisten» maa sættes til, hvis det er et platonisk Skrift, endnu staar paa ganske det samme Standpunkt med Hensyn til Idelæren, som vi kende fra hans øvrige Forfatterskab, saa er det dermed uimodsigelig paavist, at den Kritik og Spot mod denne Lære, som findes i «Sofisten», ikke skyldes Platon og Skriftet altsaa er uægte. «Lovene» er jo et utvivlsomt ægte Skrift og her er det, at Platon et Sted aflægger Vidnesbyrd om, at han endnu i sin høje Alderdom har bevaret den Tro paa Idelæren, som gløder i hans Ungdoms og Manddoms Skrifter. Thi ligesom han i Fædros, dette Skrift fra hans unge Forfatterdage, saa fuldt af Fantasi og Følelse, søger den eneste Vej til fast og sikker Erkendelse i Dialektikken, og ligesom han i sit modneste og vægtigste Manddomsskrift (Staten) peger paa Dialektikken som Endemaalet for « Herskernes» Studievej, saaledes vil vi se, at han stiller den samme Fordring i sit sidste Skrift. Men nu er Dialektik hos Platon jo ikke andet end Læren om Definition og Begrebsdannelse, kun at Begrebet i det Øjeblik, det skal gribes som et alment, freınstiller sig for Anskuelsen som et for sig eksisterende enkelt, som et «Billede», en ἐδέα. Netop gennem Dialektikken gaar Vejen til Ideens Beskuelse. Hvis derfor Platon i sit sidste Skrift, i Lovene, har fastholdt Fordringen om Dialektikken som den øverste Aandsvirksomhed, saa har han med det samme fastholdt Idebeskuelsen som det øverste i Erkendelsen og hans Stilling overfor Idetheorien er nforandret. Men det er netop det, han har gjort. I sidste Bog af Lovene, hvor Opdragelsen (Udviklingen) af «Vogterne» (der jo i Lovene svare til Herskerne i «Staten») føres til sin Afslutning, hedder det om Begrebsdannelsen (τὸ πρὸς μίαν ἰδέαν ἐκ τῶν πολλῶν . . δυνατὸν εἶναι βλέπειν), at der «ikke gives nogen sikrere Methode i Verden»