122 G. Selchau: (p. 965 C); det gælder saaledes ikke blot at vide Besked om d enkelte Dyder, men om det ene fælles Begreb Dyd (ὅ φαμεν ... ὃν ὃν ἀρετὴν évi δικαίως ἂν ὀνόματι προσαγορεύεσϑαι (965 D)); ligeledes med Hensyn til det smukke og gode (966 A); der skal naas til Erkendelse af Enheden i det mangfoldige 9: Begrebet smukt, Begrebet godt, altsaa for Platon Ideen. Hvem mindes ikke her hin «største Lære» i «Staten», det godes Ide? Og hvem genkender ikke i Udtrykket πρὸς μίαν ἰδέαν. . . βλέπειν hin Definition af Dialektikken i Fædros τὸ εἰς μίαν ἰδέαν συνάγειν etc.? Alting passer, det samme Standpunkt er fuldt ud hævdet. Den bedagede Platon ser med samme Stolthed paa Idetheorien og Vejen dertil, Dialektikken, som i det Øjeblik, da Tanken først slog ned i hans Sind og henrev ham til Begejstring. Hvor utroligt bliver det da ikke, at der imellem disse to Standpunkter skulde have ligget et Stadium, hvor den samme Platon tørt og nøgternt — thi saaledes er Stedet i «Sofisten» — skulde have underkendt det, der var Livsnerven ikke blot i hans Forfatterskab, men tydeligt nok ogsaa i hans ethisk-religiøse Stræben? Jeg har nu ført Platon selv som Vidne. Jeg vil ogsaa føre Aristoteles. Som bekendt anvender Aristoteles megen Tid og Flid paa at korrigere den platoniske Idetheori, og det ikke blot i et enkelt Skrift, men baade i de logiske, fysiske og ethiske, for ikke at tale om Metafysikken. Hvorledes er det nu tænkeligt, at Ar. saa omhyggeligt og saa tidt skulde have udtalt sig imod Platons Opfattelse, hvis selve Theoriens Fader havde underkendt den og taget den tilbage? Heri ligger der en umaadelig Beviskraft, forekommer det mig, for at «Sofisten» enten ikke har været skrevet paa Aristoteles’s Tid eller ikke af ham er bleven anset for et Skrift af Platon. Efter Platons og Aristoteles’s Vidnesbyrd vil jeg endelig til Overflod underkaste selve Stedet i «Sofisten» en nærmere Betragtning for at paavise, at den Forfattertype, der her træder os i Møde, er himmelvidt forskellig, baade i Tone og Tankestyrke, fra den Forfattertype, som vi kende og elske som platonisk, og dermed skal jeg afslutte Vidnesbyrdenes Række. For at vise, at Ideerne ere underkastede Bevægelse, anstilles følgende Ræsonnement: «Eftersom Erkendelse er en Virksomhed, saa er det nødvendigt, at det, som erkendes, undergaar en vis Paavirkning, saa at det værende (Ideerne) efter dette Ræsonnement, idet det erkendes af Erkendelsen, undergaar en til Erken- κὰ