a i ἘΞ Sa ΝΕ ἐπ ΑΝ Platon og Idelæren. 123 delsen svarende Indvirkning, altsaa bevæges (τὸ γιγνώσκειν εἴπερ ἔσται ποιεῖν τι, τὸ γιγνωσκόμενον ἀναγκαῖον αὖ ξυμβαίνει πάσχειν, ὥστε τὴν οὐσίαν δὴ κατὰ τὸν λόγον τοῦτον γιγνωσκομένην ὑπὸ τῆς γνώσεως, za ὅσον γιγνώσκεται, κατὰ τοσοῦτον κινεῖσϑαι διὰ τὸ πάσχειν p. 248 B)». Mage til spidsfindigt Ræsonnement skal man vanskelig finde. Altsaa, for at holde os til det Omraade, hvorpaa Idelæren hyppigst spiller, naar jeg erkender f. Eks. Retfærdighedens Begreb, eller, hvad der er det samme, naar jeg gennem en Række af Operationer naar til Retfærdighedens Definition, saa bliver Retfærdigheden selv underkastet en til min Tankevirksomhed svarende Indvirkning! Jeg vil nødig bruge stærke Udtryk ved Bedømmelsen af en gammel Forfatter; jeg erkender til fulde, hvor let den sunde Fornuft kommer paa Afveje. naar man, som Tilfældet var i Oldtiden, mangler de eksakte Videnskabers sikre Ballast. Men naar man gaar saa vidt i Miskendelse af Platons Forfattertype, at man kan tro, at dette Sted er fiydt af hans Pen, saa tror jeg ikke at burde holde mig tilbage fra at bruge det Udtryk, som enhver, der uhildet læser dette Sted, maa faa i Munden, nemlig at det er det rene Vaas! Men Forfatteren af «Sofisten» gaar videre paa Grundlag af dette prægtige Ræsonnement. I umiddelbar Fortsættelse deraf hedder det: «men nu, skal vi virkelig tro, at Bevægelse, Liv, Sjæl og Tænkning ikke findes hos det fuldkomment værende (Ideerne)?» Forfatteren tillægger altsaa Ideerne ikke blot Bevægelse, men Liv, Sjæl og Tænkning! Som bekendt er der hos Platon ogsaa Ide for det ligestore. Altsaa et Begreb som ligestort skulde være levende, have Sjæl og Tænkning! Men Læserens Taalmodighed er vel allerede udtømt, og jeg behøver neppe at anføre mere for at anse det for fastslaaet, at Forfatteren af «Sofisten», tør og vissen som han er i Sprog, og tom og vanartet som han er i Tænkeevne, umuligt kan være identisk med den henrivende Stilist og den klare og frodige Tænker, som hedder Platon. Uanfægtede af «Sofisten» kunne vi ogsaa i Fremtiden glæde os over Platons Skrifter og i dem finde, vel ikke et «sammenhængende System» (thi det systematiske laa nu engang ikke for ham), men dog en indre Helhed med Idelæren som Centrum. At Idelæren selv indbød til Kritik — en Kritik, som jo kom ved Aristoteles og blev knusende — er en ganske anden Sag. Selv har Platon, som Lovene udviser, lige ind i sin høje Alderdom, hvilet med olympisk Ro i den Verdensopfattelse, som engang i hans unge Dage havde slaaet ned som et Lyn i