124 G. Selchau: Platon og Idelæren. hans Sjæl. Ikke den svageste Anfægtelse er at spore i de utvivlsomt ægte Arbejder, hvilket vil sige over tre Fjerdedele af alle de platoniske Skrifter. Thi Sagen er — og med denne Bemærkning vil jeg slutte — at Platons Betydning ikke i første Instans ligger i hans filosofiske Skarpsind. Han var netop ikke en Mand, hvis «Tanke ufortrødent arbejdede videre for om muligt ad andre Veje at finde Sandheden». Sandheden har han en Gang for alle fundet i Idetheorien. Den Dag, det gik op for ham, at der bag den sanseligt givne Virkelighed med dens Mangfoldighed og Foranderlighed laa en ideel Virkelighed med Enhed og Uforanderlighed som Væsensmærker, en ideel Virkelighed, i Slægt med vor Aand og som vi efter Døden vil komme i et nært og saligt Forhold til — den Dag var med det samme hans filosofiske Udvikling fuldbyrdet. Fra nu af har han kun eet Formaal i Livet, at gøre Menneskene delagtige i den Herlighed, der har aabnet sig for hans indre Øje, en Herlighed, som vi her i Livet kun glimtvis skue, men som efter Døden vil aabenbare sig for os i hele sin Skønhed. Altid staar han lige paa Grænsen af det mystiske, men han undgaar dette Skær ved at fastholde og lære, at den eneste Vej, der fører til den ideelle Skuen, er den for al Mystik fremmede Aandsvirksomhed, der hedder Begrebssøgen og Definition. Selv satte Platon sin vigtigste Opgave i at være Lærer for Ungdommen paa sokratisk Vis, en Virksomhed, som han varetog i mange Aar, maaske hele Livet igennem, men som ganske unddrager sig vort Kendskab. Sit Forfatterskab regner han for en Bibeskæftigelse, noget som han kan tillade sig at sysle med «paa Helligdage og Fridage». Vi vilde derfor ganske miskende Platon, hvis vi vilde tænke os ham som en Grubler og Forsker, ideligt optaget af at kritisere og forbedre «50 System».