Platonforskningens nuværende Standpunkt. 127 Idet Campbell søgte at bestemme de to af ham udgivne Dialogers Plads indenfor Platons Produktion, gik han med Rette ud fra, at en Afgjørelse efter indre, philosophiske Grunde ifølge de gjorte Erfaringer aabnede altfor stort et Spillerum for det subjektive Skjøn, og at der derfor maatte slaaes ind paa en mere exakt Fremgangsmaade. Idet han nu ansaae det for givet, at «Lovene» er det sidst udgivne af Platons Værker og tillige utvivlsomt ægte, søgte han at udfinde de andre Skrifters relative Affattelsestid ved at ' undersøge deres større eller mindre Slægtskab med «Lovene» i sproglig Henseende. Det viste sig da, at de Dialoger, der stod «Lovene» nærmest, var «<Sophisten», «Politikos», «Philebos», «Timæos» og «Kritias», og man var derfor berettiget til at give dem Plads blandt Platons senere Skrifter. Campbell behandlede især Ordforraadet og fremhævede det Paafaldende i, at «Sophisten » har flere ejendommelige Ord fælles med «Timæos», «Kritias» og «Lovene», end «Staten» har, uagtet «Staten» behandler det samme Emne som «Lovene», og «Timæos» og «Kritias» fremtræde som Fortsættelse af den. Foruden Ordforraadet, der er særlig rigt paa videnskabelig-techniske Udtryk, paaviste Campbell som charakteristiske Ejendommeligheder for den nævnte Gruppe af Skrifter adskillige jævnlig forekommende poetiske Vendinger, ofte en ligefrem dithyrambisk Rhythme og en kunstig Ordstilling. Disse Campbell’s Undersøgelser vakte i Begyndelsen ingen Opmærksomhed, men da man senere ogsaa tra anden Side slog ind paa en lignende Vej, blev de mere bekjendte. Medens Camp bell havde behandlet en stor Mængde, sjældnere forekommende Ord, undersøgte Dittenberger (Hermes XVI) og Schanz (Hermes XXI) uafhængig af ham nogle faa, men hyppig forekommende Smaaord og Partikler med det Resultat, at ogsaa Platons Brug af disse tydede hen paa en lignende Gruppering af Dialogerne som af Campbell antaget. Efterhaanden have disse Studier antaget et ganske ubyre Omfang, uden at dog Studiet af Indholdet af den Grund er bleven forsømt. Det bedste Indtryk af, hvor Meget der i denne Retning er udrettet, faaer man af Polakken Lutosławski's store Værk «The origin and growth of Plato’s logic» (London 1897). Da denne Bog, det betydeligste Arbejde, der i lang Tid er fremkommet paa Platonforskningens Omraade, vistnok ikke er kjendt efter Fortjeneste, turde nogle Ord om den være paa deres Plads her. Lutosławski har tørst med stor Omhu samlet hele det Ma-