ΓΙ - Platonforskningens nuværende Standpunkt. 129 Ved disse Undersøgelser er nu tillige Æpgtheden af de omtvistede Dialoger bevist, idet de ganske naturligt indordne sig paa deres Plads i Rækken mellem de ældre og de yngste, utvivlsomt ægte Skrifter. Men Lutosławski indskrænker sig ikke til de stilistiske Undersøgelser; de danne kun Fundamentet for hans Bygning. Han gjør tillige med stor Omhu og med overlegent Herredømme over hele den omfangsrige Platonlitteratur Rede for Sammenhængen mellem Dialogernes Indhold og den Udvikling, der har fundet Sted, af Platons «Logik» (hvortil medregnes Erkjendelseslære, Dialektik og Metaphysik). Og her er Hovedpunktet netop den stærke Fremhævelse af de senere Dialogers store Afvigelser fra de tidligere. Denne Forskjel betoner Lutosławski med overordentlig Skarphed. maaske nok en Del skarpere, end Ret er; han betænker sig end ikke paa at paastaa, at allerede Aristoteles har manglet den rette Forstaaelse af de senere Dialoger. Men se vi bort fra Overdrivelserne, der selvfølgelig ikke kunne udeblive, troer jeg, at det maa indrømmes, at Lutosławski forbavsende godt har forstaaet at oprulle et naturligt og ved indre Sammenhæng forstaaeligt og overbevisende Billede af Platons philosophiske Udvikling, og at Hovedlinierne af det ville blive staaende. Jeg vil tillige gjøre opmærksom paa, at den samme Hovedopfattelse lægges til Grund for Gomperz’s endnu ikke fuldførte Fremstilling i «Griechische Denker», hvilket et Par foreløbige Antydninger have gjort klart (II S. 49, smlgn. 348). Kaste vi nu atter Blikket paa Schaarschmidt, saa er det, som om vi kom tilbage til en helt anden Verden. Jeg kan i denne Sammenhæng ikke undlade at udtale min Anerkjendelse overfor Hr. S., fordi han dog troer paa Æcgtheden af over tre Fjerdedele af de under Platons Navn overleverede Skrifter. Schaarschmidt betegner kun ni Dialoger som utvivlsomt ægte; af disse ere endda de tre blevne forkastede af Andre, nemlig «Timæos» af Schelling og Weisse, «Lovene» af Ast, og «Symposion» af Krohn, saa at der kun bliver sex tilbage, om hvis Ægthed der, mig bekjendt, aldrig har været udtalt nogen Tvivl, nemlig «Protagoras», «Gorgias», «Phædon», «Phædros», «Staten» og «Theætet»!, Men nu har rigtignok Tilbøjeligheden til at antage de platoniske Skrifter for uægte for længe siden kulmineret. ' Efterretningen om, at der i Oldtiden var dem, som ansaae «Phædon» og «Staten» for uægte, synes at bero paa Misforstaaelser (Zeller Il‘ 1, S. 441 og 474). Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. IX. 9