130 Hans Ræder: Jeg kan naturligvis ikke vente, at Hr. S. skal føle sig overbe- vist af denne Redegjørelse; han har utvivlsomt Ret til at forlange, at jeg skal tage Standpunkt til de Indvendinger, som baade af ham selv og af Schaarschmidt ere blevne rettede imod «Sophistens» Ægthed. Da han imidlertid kun i al Almindelighed henviser til Schaarschmidt, skal ogsaa jeg indskrænke mig til i faa Ord at udtale en almindelig Dom om dennes Værk for derefter at gaa nøjere ind paa de af Hr. S. selv fremhævede Punkter, saa meget mere, som disse netop i Hovedsagen stemme med Schaarschmidt’s Betragtninger. Grunden til, at Schaarschmidt’s Standpunkt for mig er uantageligt, er hans aldeles umethodiske Fremfærd. Idet han gaaer ud fra nogle faa Skrifter, hvis Æpgthed tilfældigvis bevidnes af Aristoteles, konstruerer han deraf en «platonisk» Philosophi, hvorefter de Skrifter, som paa et eller andet Punkt staa i Modstrid med denne, glat væk forkastes. Som et afgjørende Kriterium paa Uægthed opstiller han (S. 118) «die Wahrnehmung, dass ein Dialog seinem philosophischen Lehrgehalte nach unplatonisch sei». Dette er en aabenbar Cirkelslutning, eftersom Schaarschmidt selv indregmmer Muligheden af, at Skrifter, som ikke citeres af Aristoteles, kunne være ægte. Der findes nemlig ogsaa et andet Kriterium: naar et Skrift er «ein Meisterstück» (S. 95) eller «ein Kunstwerk ersten Ranges» (S. 113), saa maa det, som Tilfældet er med «Protagoras», ansees for ægte selv uden Aristoteles’s Vidnesbyrd. Han charakteriserer selv tilstrækkelig sín Methode ved at sige, at ved Fjernelse af de uægte Skrifter opnaa vi «ein in jeder Hinsicht geläutertes, darum klares und wahres Bild Platos» (S. 7), og ved at sammenligne Platons Forfatterskab med en herlig Domkirke, hvis sande Skjønhed bør lægg?s for Dagen ved Fjernelse af misprydende Tilbygninger (S. 164). Overfor en saadan Fremgangsmaade 2r Lutosławski’s Spydighed ganske paa sin Plads, naar han i en beslægtet Anledning bemærker (S. 461), at den Slags Betragtninger hvile paa tre urigtige Forudsætninger: 1) at Platon aldrig tog fejl, 2) at han aldrig erkjendte sine Fejl eller forandrede sine Anskuelser, 3) at han aldrig gjentog, hvad han havde sagt i et andet Værk. Hermed skal det imidlertid ingenlunde være sagt, at Schaarschmidt ikke paa mange Punkter har Ret i sine Betragtninger. Overfor den ældre Retning, der hævdede Enheden i den platoniske Philosophi, har Schaarschmidt sejrrigt paavist et rigt Maal af Modsigelser. Naar han deraf drager den Konsekvens, at saa maa