= ἐς Platonforskningens nuværende Standpunkt. 131 et stort Antal af de overleverede Skrifter være uægte, kommer det af, at han deler den ældre Retnings Forudsætning: Enheden. Men i det Øjeblik man lader denne Forudsætning falde, svinde Schaarschmidt’s Argumenter mod Æpgtheden ind til næsten Intet. Den Rest, der bliver tilovers, skal jeg senere komme tilbage til. Jeg kommer nu endelig til selve de Grunde, som Hr. S. har anført mod «Sophistens» Æpgthed. Han hævder, at den Omstændighed, at Platon i «Lovene» fastholder Fordringen om Dialektiken som den øverste Aandsvirksomhed, beviser, at hans Stilling overfor Ideelæren endnu i hans høje Alderdom var uforandret. Men naar nu Hr. S. indrømmer, at i «Sophisten» er Ideelæren opgivet, hvorledes forklarer han saa, at Dialektiken ogsaa i denne Dialog (p. 253 D—E) prises som en Virksomhed, der passer for den sande Philosoph? Hans Fejlslutning er den, at, naar Dialektiken er Vejen — den eneste Vej — til Ideebeskuelsen, saa maa ogsaa Enhver, der slaaer ind paa denne Vej, naa til det samme Maal, Ideebeskuelsen; man kan jo godt vende om paa Halvvejen eller slaa ind paa en Sidevej. Det falder mig heller ikke ind at nægte, at Platon baade i «Sophisten» og i «Lovene» taler om Ideer, ligesaa lidt som jeg har betvivlet, at han stadig bevarede sin Tro paa Dialektikens Betydning. Men jeg har paastaaet, at Platon i «Sophisten» ikke længere tillægger Ideerne de Egenskaber, som han tillagde dem i «Phædon» og «Staten», og denne Paastand kan Stedet i «Lovene» ikke modbevise. Jeg har Intet imod, at man ogsaa tillægger den bedagede Platon en Art Ideelære; jeg hævder blot, at den var ganske forskjellig fra den tidligere °. Jeg kommer dernæst til Aristoteles’s Vidnesbyrd. Hr. 5. støtter sig her paa, at Aristoteles intetsteds omtaler en Forskjel ! Jeg lægger ingen Vægt paa, at der ogsaa er dem, der hævde, at Platon i «Lovene» har opgivet Dialektiken. Gomperz (Griechische Denker II S. 348) sammenfatter sin Opfattelse af Platons senere Dialoger i følgende Ord: «Den Darlegungen der Skepsis («Parmenides») folgen die Versuche der Umbildung und Anpassung («Sophist» und «Staatsmann»). Endlich rettet Platon seine teuersten Güler aus den Stürmen der Dialektik; er sagt dieser selbst nicht minder als der Duldung und der Denkfreiheit Lebewohl; die im «Phaedon» verpönte «Misologie» wird in den «Gesetzen» auf den Thron erhoben, und der das Kreuzverhör verkörpernde Sokrates verschwindet von der Bühne». Denne Uoverensstemmelse skyldes uden Tvivl en forskjellig Opfattelse af Begrebet Dialektik ? Plato's (ater theory of ideas er Titlen paa en Række Artikler af Jackson i The Journal of Philology X—XIV. 9"