132 Hans Ræder: mellem Platons Anskuelser i de forskjellige Tidsperioder. Men for det Første er det jo en bekjendt Sag, at Aristoteless Meddelelser om Platons Lære ofte kun med Vanskelighed lade sig forene med det, som Platon selv har sagt i sine Skrifter, eftersom han i første Linie øste sin Viden af sin personlige Omgang med Platon (Zeller II^ 1, S. 466 ff.). Det er derfor slet ikke uforstaaeligt, at den Udvikling, som Platons Philosophi igjennem adskillige Aar har gjennemløbet, ikke er kommen til at staa klart for hans Bevidsthed, tilmed da Platon næppe heller mundtlig har haft for Skik at meddele sin Undervisning i dogmatisk afsluttet Form. Skulde det virkelig være urimeligt at antage, at Aristoteles har staaet Platon for nær til at kunne have et Overblik over hans historiske Udvikling? Hertil kommer saa, at selv i de Tilfælde, hvor Aristoteles har erkjendt en Forandring i Platons Opfattelse, har han derved ingenlunde anseet sig for afskaaret fra at imødegaa Platons. oprindelige Standpunkt. Saaledes giver han i Polit. II 1—5 en Kritik af Platons Fordringer angaaende Kvindefællesskab og Ejendomsfællesskab (i «Staten»), uagtet han selv (Polit. II 6. p. 1265 a 4) meddeler, at Platon i «Lovene» havde ladet disse Fordringer falde’. Endelig findes der ogsaa hos Aristoteles adskillige Steder, der med tilstrækkelig Tydelighed pege hen paa «Sophisten». De ere samlede af Apelt i hans Udgave af «Sophisten» S. 32 ff. Overfor Schaarschmidt’s Benægtelse af disse Steders Beviskraft bliver det imidlertid nødvendigt at gaa nærmere ind paa et Par af dem. Ar. Metaph. Æ 2. p. 1026 b 14 hedder det: διὸ Πλάτων τρόπον τινὰ OÙ κακῶς τὴν σοφιστικὴν περὶ TÒ μὴ ὃν ἔταξεν, 05 ligeledes i Parallelstedet K 8. p. 1064 b 29: διὸ Πλάτων où κακῶς εἴρηκε φήσας τὸν σοφιστὴν περὶ τὸ μὴ ὃν διατρίβειν, hvilket skulde synes at stemme meget godt med Platons Udtalelser i «Sophisten» (p. 254 A). Νὰ indvender rigtignok Schaarschmidt (S. 195 f), αὖ i saa Fald maa Aristoteles have misforstaaet Platon, idet denne tager τὸ μὴ òv i Betydningen ψεῦδος, medens Aristoteles derved forstaaer τὸ συμβεβηκός (9: Tingenes tilfældige Attributer i Modsætning til deres Væsen). PDenne Indvending er dog mindre rammende; thi i «Sophisten» spilles der jo netop paa de mest afgjørende Punkter med den dobbelte Be- ' Aristoteles har ikke delt den Opfattelse, at Eftertiden var fritaget for at beskjæftige sig med de Punkter af Platons Lære, som denne senere havde opgivet, — en Opfattelse, der iøvrigt ikke frister til nærmere Imødegaaelse. BR