Platonforskningens nuværende Standpunkt. 133 tydning af τὸ μὴ ὄν, og selve det Afsnit, hvorom Talen er, Afsnittet om Begrebernes delvise Sammenfalden (κοινωνία τῶν γενῶν) indledes netop med en Betragtning af Forskjellen mellem Begreberne i og for sig og deres Attributer (p. 251 A—B). Schaarschmidt sely mener, at Aristoteles har haft mundtlige Udtalelser af Platon eller ogsaa «Staten» VI p. 492 A f., hvor der i andre Udtryk tales om lignende Ting, i Tankerne, og at saa en senere Philosoph har benyttet Aristoteles’s af ham misforstaaede Ytring om τὸ μὴ òv til at spinde hele Dialogen «Sophisten» ud af (S. 100). Denne Mand maa virkelig have været i Besiddelse af en ligefrem genial Opfindsomhed ! Endnu tydeligere henviser Aristoteles til «Sophisten» i Metaph. N 2. p. 1089 a 2, men rigtignok uden at nævne Platons Navn. Der tales her ligesom i «Sophisten» om Nødvendigheden af at gjendrive Parmenides og vise Existensen af τὸ μὴ ὄν. Ogsaa her indvender Schaarschmidt (Rhein. Mus. N. F. XVIII 8. 1 f), at Tankegangen i «Sophisten» ikke gjengives rigtigt af Aristoteles, som taler om, at man, saafremt τὸ μὴ ὄν existerer, vil kunne lade τὰ ὄντα være opstaaede ἔκ τοῦ ὄντος καὶ ἄλλου τινός. Men ogsaa dette stemmer med Platons Tankegang, som forklarer Begrebernes Mangfoldighed ud fra Antagelsen af et μὴ ðv i Betydningen ϑάτερον. og Aristoteles’s Indvending herimod, at et μὴ ðv i Betydningen τϑεῦδος ikke har Noget med den Ting at gjøre, rammer i Virkeligheden Platons Theori i Centrum (smlgn. min Afhandling S. 28 f.). At Aristoteles p. 1089 a 21 ved Ordene διὸ καὶ ἐλέγετο indfører et Udsagn, som ikke findes i Platons Skrifter, siger Intet med Hensyn til det foregaaende Sted; thi der antydes jo netop ved καί, at der gaaes over til noget Nyt, ligesom ogsaa Imperfektet ἐλέγετο nærmest tyder paa gjentagne mundtlige Udviklinger af Platon. Endelig skal man heller ingen Vægt lægge paa, at Aristoteles ikke nævner Platons Navn, men bruger Flertalsformen om Platonikerne overhovedet; det gjør han jo saa ofte, som i det berømte Sted Eth. Nic. I 4. p. 1096 a 13 (διὰ τὸ φίλους ἄνδρας εἰσαγαγεῖν τὰ εἴδη). Tilbage staaer nu kun Hr. 5.5 Kritik af Soph. p. 248 Ἐ. For at forstaa dette Sted maa vi gaa tilbage til Afsnittets Begyndelse p. 248 A. Tankegangen er unægtelig noget slynget, men maaske den kan redes op alligevel. Ideevennerne gaa ud fra to Forudsætninger : 1) Det i Sandhed Værende er uforanderligt (p. 248 A—B), 2) Sjælen kan erkjende det Værende (p. 248 D).