134 Hans Ræder: Heraf sluttes, at 3) det Uforanderlige kan erkjendes. Da det nu maa ansees for givet, at 4) det Uforanderlige ikke kan ποιεῖν eller πάσχειν, følger af 3 og 4, at 5) Erkjendelsesvirksomheden ikke kan have Noget med ποιεῖν eller πάσχειν at gjøre. ; Hvis f. Ex. Forholdet var det, at γιγνώσκειν var ποιεῖν, saa maatte omvendt γιγνώσκεσϑαι Være πάσχειν ἱ, og det, som erkjendes, saaledes være i Bevægelse. Da nu 5 er en urimelig Antagelse (Ideevennerne gaa kun ind paa den for at undgaa Selvmodsigelse, p. 248 D.) saa maa en af Forudsætningerne være gal, οἱ hvis vi ikke ville opgive al Erkjendelse af Virkeligheden, maa vi indrømme, at det sande Værende kan bevæges, eller at Bevægelsen har Virkelighed: καὶ τὸ κινούμενον δὴ καὶ κίνησιν ovyχωρητέον ὡς ὄντα (p. 249 B). Ideevennerne nødes saaledes til at gaa ind paa den dynamiske Verdensopfattelse: τὰ ὄντα (ὡς ἔστιν οὖκ ἄλλο τι πλὴν δύναμις (p. 247 E, smlgn. p. 248 Β--Ο); men med en overraskende Dristighed springes der strax videre: fra Bevægelse og Kraft til Liv og Sjæl og Tænkning som Ejendommeligheder ved τὸ παντελῶς ὄν (p. 248 B). Er dette dristige Spring nu saa aldeles ufatteligt? Det er jo ret almindeligt hos græske Tænkere at betragte aandelige Kræfter som Bevægelsens Aarsag. Jeg behøver blot at minde om Anaxagoras’s voùs, om, at Thales tillagde Magneten en Sjæl, og om, at Platon selv i Tim. p. 30 C betegner den hele κόσμος som et ζῷον ἔμψυχον ἔννουν τε τῇ ἀληϑείᾳ. Og Meningen er jo endda ikke at antage Liv og Sjæl og Tænkning paa ethvert Punkt af τὸ παντελῶς òv; Platon benægter kun, at de slet ikke findes der, hvorved den hele Verden vilde blive død og uforanderlig; han hævder ikke med Heraklit, at alt Virkeligt bevæges, men kun, at ogsaa Bevægelsen har Virkelighed. Det er vist ogsaa en tvivlsom Fortolkning, naar τὸ παντελῶς ὃν opfattes som hver enkelt Idee for sig, thi vi maa huske, at i «Sophisten» er Udgangspunktet ikke saa meget de platoniske Ideer som det ' Det vilde forekomme os naturligere at opfatte det erkjendte Objekt som det virkende, idet det fremkalder et Indtryk paa det erkjendende Subjekt, men i begge Tilfælde optræder det jo som bevæget. Beviskraften ligger imidlertid slet ikke i denne Tanke, der kun opstilles som en Hypothese (εὔτερ): ludit quodammodo cum suis adversariis bemærker Apelt ganske rigtigt. :