Anmeldelser. R. C. Kukula, «Altersbeweis» und «Künstlerkatalog» in Tatians Rede an die Griechen. (Særtryk af Jahresbericht des k. k. I. Staatsgymnasiums im 11. Bezirke von Wien, 1899—1900.) Wien 1900. 28 3S. Nærværende lille Skrift betegner sig selv som en Slags « Ehrenrettung» for den christelige Apologet Tatian, mod hvem man har rettet svære Angreb i Anledning af et Afsnit af hans «Tale til Grækerne». I sit Forsvar for Christendommen søger Tatian efter at have fremhævet dens indre Fortrin paa god apologetisk Vis yderligere Støtte for den ved at fremhæve, hvorledes Christendommen ogsaa i visse ydre Henseender maatte bære Prisen: for det Første bevises det, at Moses er langt ældre end Homer, og for det Andet roses de ehristne Kvinder paa Bekostning af de hedenske, som dog ofte vare Gjenstand for stor Beundring, i hvilken Anledning der opregnes en Mængde Statuer af navngivne Kunstnere, forestillende mere eller mindre berygtede hedenske Kvinder. Afsnittet om Kvinderne fremtræder imidlertid paa en besynderlig kejtet Maade som Digression midt under den chronologiske Udvikling om Moses og Homer. For nu at vise, at der er god Sammenhæng i det Hele, har Forfatteren anseet det for nødvendigt paa 10 Sider at aftrykke det paagjældende Afsnit in extenso. Hans Text afviger ikke saa lidt fra de tidligere Recensioner, men da Begrundelsen for hans Læsemaader for største Delen er givet andetsteds, og der ikke medfølger noget Apparat, men kun spredte Noter, er det umuligt at bedømme dens Rigtighed. Han hævder dernæst, at Stykkerne om Moses’s og Homers Chronologi og om Kvinderne staa i meget god Forbindelse med hinanden, idet de forfølge det samme Formaal: at vise Christendommens ydre Fortrin, at den ikke alene kan rose sig af en ærefrygtindgydende Oprindelse, men ogsaa af en ærefrygtindgydende Moral. Men lad saa være, at der virkelig er et logisk Baand imellem de to Punkter, som egentlig skulde have været sideordnede: hvorfor Baandet er saa mærkværdig slynget, og det ene Stykke gjennem en ikke lidt tvungen Overgang er puttet midt ind i det andet, det bliver dog lige ubegribeligt; thi naar Forfatteren i den Anledning priser Tatian, fordi han saa overlegent har forstaaet at undgaa en stiv og pedantisk Disposition og har lagt en saa suveræn Beherskelse af det uhyre rige Stof for Dagen, saa vil han næppe faa nogen uhildet Læser til at følge sig heri. Tatians Meddelelser om Kvindestatuerne have jævnlig været Gjenstand for Kunsthistorikernes Opmærksomhed, men Kalkmann