140 Axel Halling: har i en Afhandling i Rhein. Mus. N. F. 42, S. 489 ff. (1887) erklæret dem for værdilø[se. Kun faa af dem bekræftes nemlig fra anden Side, og flere ere ifølge deres Indhold ret mistænkelige. Ogsaa her træder Kukula i Skranken for Tatian: han hævder, at man maa tro ham paa hans Ord, naar han siger, at han kun taler om, hvad han selv har seet, og afviser indigneret Kalkmann’s Beskyldninger mod Tatian for ikke alene trods sin Forsikring at have benyttet fremmede Kilder, men ogsaa at have blandet sine egne Falsknerier deri. Kildespørgsmaalet kan vist være vanskeligt nok at klare, men da Tatians Meddelelser i bedste Fald kun synes at have en almindelig Ciceronevisdom at støtte sig paa, er det næppe uberettiget at forholde sig skeptisk overfor dem. Med mere Grund bebrejder Forfatteren Kalkmann hans mange Ukvemsord mod Tatian: man behøver virkelig ikke at tage saa stærkt paa Vej, fordi en Oldtidsforfatter viser sig at være mindre kritisk — eller at forudsætte mindre Kritik hos sine Læsere — , end vi ere vante til i vore Dage. Forfatterens Charakteristik og Bedømmelse af Tatians Personlighed er der heller ikke Noget at udsætte paa; det er jo vor Pligt at studere hver Oldtidsforfatter for hans egen Skyld og bedømme ham i Forhold til hans egen Tid og hans Tids Ideer uden at skjænde over, at han muligvis giver misvisende Syar paa Spørgsmaal, som interessere 0s, men som for ham kun havde underordnet Interesse, Men desværre lader Forfatteren sig i sin apologetiske Iver forlede til at opstille en Thesis, som vanskelig kan forsvares. Han hævder, at ved Bedømmelsen af en Personlighed som Tatian bør man i første Linie kun se paa, hvad han har villet og stræbt efter, paa den Idee, han tjener, men ikke paa den ydre Form og de Bevismidler, som han har anvendt, Ting, der afhænge af ydre Omstændigheder og af hele Tidsaanden. Der ligger maaske en rigtig Tanke til Grund for denne Udtalelse, men den er fremsat paa saa skjæv en Maade, at Forfatteren er kommen til at formulere et Princip, hvis Gjennemførelse let vil kunne medføre de betænkeligste Konsekvenser. Hans Ræder. Reuchlins Verdeutschung der ersten olynthischen Rede des Demosthenes (1495). Hgb. von Franz Poland. (Bibliothek älterer deutscher Uebersetzungen, No. 6.) Berlin 1899, Felber. LVI + 8353 5. En god oversættelse er et kunstværk: at frembringe den er ikke saa lige at løbe til, men kræver baade naturlige anlæg, studium og flid. Dette er en grundsætning, som reformationstidens tyske lærde fuldt ud anerkender, og derfor staar deres p ἔ