h ἡ "πε λνι Anmeldelser. 141 oversættelser saa højt — langt over hovedmassen af, hvad der præsteres i vore dage. Og sikkert er det, at dette ikke har sin grund i tilfældige omstændigheder, men i en klar og maalbevidst stræben efter ogsaa paa dette omraade at yde første rangs arbejde; de gyldne ord, som f. eks. Luther udtaler i sit «Sendbrief vom Dolmetschen», burde mangen nutidsoversætter lægge sig paa hjærtet. Samme opfattelse træffer vi naturligvis hos den ypperste tyske humanist Reuchlin. Er han end ikke i besiddelse af Luthers geniale og overlegne kunst, saa er det dog en fornøjelse hos ham at finde saa sunde bemærkninger som f. eks.: «Merk hie, das man sich schemmen sol in tütschen reden und predigen vil latyns darunder ze müschen». Man vil derfor paa forhaand byde en udgave af en af Reuchlins oversættelser velkommen, hvor ringe af omfang den end er. For den klassiske filolog vil den foreliggende lille bog frembyde den interesse, at det haandskrift, efter hvilket R. har arbejdet, paa flere steder synes at have afveget fra de nu kendte haandskrifters læsemaader; varianterne er dog ikke betydelige. Germanisten vil have sin glæde af de dialektiske ejendommeligheder, der præger R.'s friske og naturlige sprog og især af dets stærke samstemmen med middelhøjtyske sprogformer. Herfor og for meget andet er der gjort omhyggelig rede i udgiverens udførlige indledning. Kbhvn., 9. Avg. 1900. Axel Halling. Erich Urban, Owenus und die deutschen Epigrammatiker des XVII. Jahrhunderts. Berlin 1900, Felber. (Literaturhistorische Forschungen, herausgegeben von Schick und v. Waldberg, XI. Heft.) 58 sider. John Owen — Ioannes Owenus eller, som han selv latiniserede sit navn, Audoenus — blev født omkring 1560 paa Plas Dhu i Carnarvonshire i det nordvestlige Wales. Han fik en omhyggelig opdragelse, gik i Winchester skole og besøgte senere New College i Oxford, hvor han 1584 blev Fellow. Senere levede han som skolemester ved forskellige opdragelsesanstalter ; han døde i London 1622 og blev begravet i St. Pauls kirke, hvor hans epitafium endnu findes. Hvornaar han begyndte at skrive sine berømte epigrammer, kan ikke afgøres med sikkerhed; det ældste daterede er fra 1596. Sin første samling udgav han 1606, og flere fulgte snart efter. Nu til dags kender vel de færreste andet af Owen end den berømte, saa ofte citerede (og galt citerede) linie: Tempora mutantur, nos et mutamur in illis —