146 V. Thoresen: Anm. af Cic. or. Phil. I—II. ` straks på, at /. betyder epist. ad fam.? Hvorfor der skulde knibes således på pladsen, må forlæggeren vide. Det hænger dog vistnok sammen med, at udgaven skal sejle under flaget für den Schulgebrauch. Men det er et aldeles falsk flag; ikke en tredjedel af noterne er beregnede på eller anvendelige for skoledisciple. Broderparten af dem har lidet eller intet med vedkommende steds forståelse at gøre, men er sprogbrugsiagttagelser, garnerede med en mængde parallelsteder, som i og for sig kan være grumme nyttige (somme af dem forekommer mig dog ret interesseløse), men som kommer temmelig mal à propos i en skolebog. Da sådanne iagttagelser er udgg.’s kæphest og udgavens hovedfortjeneste, burde der ikke mangle et register; først da kunde bogen komme til sin ret som et fortræffeligt repertorium for den slags oplysninger. Sprogbemærkningerne vidner i øvrigt om god, sund sprogsans, med god forståelse af et levende sprogs trang til stundom at bryde reglerne, ligesom også tekstkritikken er øvet med takt og mådehold. Den reale kommentar er givet i omtrent samme omfang som hos Halm, fra hvem den vel også for en del er lånt. Det er jo en ærlig sag; men Halms fejlskrift, når han I 20 kommer til at tale om centurionernes «centurie» i st. f. «dekurie», burde dog ikke være gentaget. Bemærkningerne af politisk-historisk indhold er prægede af Drumanns ånd, og Cicero får jævnlig sin bekomst, fordi han ikke udtaler sig med kold upartiskhed; han kan ikke kalde Cæsar tyrannus uden straks at få revet i næsen, at tonen er en anden i de taler, hvor han plaiderer for den enevældige diktators domstol. Ganske uberettiget er det at ville drage luvenal over på samme parti og betragte det bekendte sted (X 123) Aníoni gladios potuit contemnere, si sic omnia dixisset som en parodi på Ciceros ord (II 119): contempsi Catilinae gladios, non pertimescam tuos; Iuvenals ytring indeholder jo netop en anerkendelse af Cicero som taler. — Blandt de tusender af noter er der naturligvis mange, jeg kunde ønske anderledes. Jeg skal anføre et par stykker. Stedet II 1 íu ne verbo osv. er underlig misforstået af udgg. (og Halm). Ut skal være styret af violatus; det er for det første sproglig umuligt: uft... viderere kan virkelig ikke betyde «så at du turde (— var berettiget til at) vise dig . . .», og forsvaret derfor, at violatus skulde indeholde et impulsus, trænger selv til forsvar. Men dernæst, — vilde et krænkende ord fra Cicero da have været nok til at gøre en optræden frækkere end Catilinas forsvarlig? Nej, uít-sætningen er, som også andre har set, i formen final, efter meningen konse- kutiv, og den hører ikke til volatus, men til /acessisti, — Lige så urimelig er den efter Halm optagne forklaring af ut dicitur 1 34 som = ut aiunt (ved anførelse af ordsproglige ud- tryk); den rigtige tydning, wie man mir nachsagi, gives i en parenthes med et beskedent vrelleicht. — Forklaringen af I 12