152 Kr. Sandfeld Jensen: Anm. af teristiske klagesange over ophold i det fremmede (ξεγνιτειά) ikke repræsenterede. Men imidlertid vilde bogen være meget vel anvendelig til at orientere folk, der studerer græsk, i forholdet mellem oldgræsk og nygræsk, hvis der ikke var andet i vejen. Thi om end prosatexter altid er af større værdi, naar det gælder om at give et paalideligt billede af det virkelig talte sprog, fordi den bundne form saa let bevarer mange arkaismer og i det hele taget ikke er naturlig tale, saa er dog netop de nygræske folkevisers sprog temmelig ensartet og svarende til det almindelige omgangssprog, som man ikke skriver, men taler overalt i Grækenland (sml. en bemærkn. af Thumb, Idg. Forsch. Anz. XI 103), medens prosatexterne repræsenterer forskellige dialekter. Uheldigvis er nu noterne til digtene langtfra saa værdifulde, som de burde være, og det lader til, at forfatterer enten ikke har kendt eller ogsaa ganske har negligeret alt hvad der i den nyere tid er sket af fremskridt i den nygræske sprogforskning, hvilket jeg i det følgende nærmere skal godtgøre. Forfatterens forældede standpunkt viser sig allerede derved, at læseren skal bringes til at se, at nygræsk staar oldgræsk nærmere, end man sædvanlig antager. Hele ortografien er indrettet med dette for øje, saa at man f. ex. i stedet for Boíoxzet læser ᾿“Υρίσκει, hvilket skal lede tanken hen paa oldgr. εὑρίσκει; paa samme maade skrives δὲν i stedet for δὲν for at minde om οὐδὲν. Dette er imidlertid ret uskyldigt; nogle mere graverende tilfælde vil senere blive omtalte. Dernæst er der i indledningerne til de enkelte digte og i noterne stadig peget paa lighederne med oldgræsk saavel i sprog som i indhold. Sangen om Mesolonghi sammenlignes med de førhomeriske sangeres kvad om Trojas fald, og naar i sangen om Andritsos’ moder helten henvender sig til sit skæg, sine øjenbryn og sine fødder, mindes der i noterne (s. 247) om de homeriske udtryk φίλον ϑυμόν, φίλα γούνατα, etc. Navnlig de sproglige sammenligninger af denne art er i mange tilfælde aldeles ørkesløse, Man dømme selv om sammenstillinger som disse: s. 252 γ᾽ ἀνάψῃς τὸ λυχνάρι] Ct. ἅπτε, παῖ, λύχνον Ar. Clouds 18; s. 256 τὲ λέ᾽ς;] Cf. τί λέγεις; Ar. Wasps 216; s. 264 γλυκό᾽ κρασί] Cf. οἶνος μελιηδής Hom. Il. 4.846, etc.; s. 286 γελάω] ,to laugh at one, deceive‘ Cf. Theokr. 20.1. Undertiden antøres det oldgr. udtryk uden dette pseudo-lærde apparat, som s. 256 πόλεμον νὰ κάμωμεν) Of. πόλεμον ποιεῖσϑαι in Class. Greek, hvilket passende kunde være gjort overalt. En enkelt gang ender jagten efter parallelsteder i det rent meningsløse, naar der s. 292 til udtrykket ξένης μάνας γέννα bemærkes: a periphrasis for ,a strange maid‘. It reminds one of the use οὗ παῖς by the ancients, 6. g. “υδῶν παῖδες sons of the Lydians, i. e. the Lydians, Hdt 1.27, etc. Kun sjældent indeholder disse jævnføringer noget virkelig oplysende, saaledes f. ex. s. 292, hvor der i anledning af δια-