156 Kr. Sandfeld Jensen: Anm. af slavisk; s. 290: forfatteren erklærer, at han hverken kender betydning eller oprindelse til ordet ντέβρι; det er det tyrkiske devr drejning, der ogsaa findes i albanesisk i betydningen «omkreds, rundrejse», og det passer ogsaa i texten, hvor der staar ϑὰ πάρω γτέβοι τὰ βουνὰ, der altsaa betyder «jeg vil drage rundt i bjærgene» og ikke: «1 will take my way to the mountains»; 8. 291 foreslaaes ἄγαν--- δέρω som etymologi til γαΐδαρος. et æsel, hvilket minder om den gamle etymologi ἀεὶ δέρεσϑαι, der har affødt den middelgræske skrivemaade ἀείδαρος; den rigtige etym. er for øvrigt ikke funden endnu; s. 291 κασέλλα naturligvis ikke direkte af ital. cassetta; s. 294 κούτρα er ikke alb. Καωίγα, der overhovedet ikke synes at forekomme, men et ægte græsk ord, opr. χύτρα, κύτρα krukke. Jeg haaber med disse bemærkninger tilstrækkelig at have vist, at bogen ikke er anbefalelsesværdig som indledning til studiet af nygræsk. Kr. Sandfeld Jensen. Le Bestiaire de Philippe de Thaün. Texte critique publié avec introduction, notes et glossaire par Emmanuel Woalberg. Lund, Hjalmar Möller (Paris, Welter). 1900. CXIV -+ 175 PP: Der er kun godt at sige om denne nye udgave, der gennemgaaende yder alt, hvad man med billighed kan forlange af en moderne udgave af en oldfransk text. Kun burde glossaret have været fuldstændigt, thi först derved faar en textudgave sit fulde værd. Indledningen indeholder foruden oplysninger om haandskrifter, forfatter, affattelsestid 0, s. v. en undersøgelse af textens sprogform. Denne omhyggelige undersøgelse, der vidner om et grundigt kendskab til oldfransk, indskrænker sig væsenlig til de punkter, som rim og metrum kan kaste lys over. Herimod er der naturligvis intet at indvende. Men man maa ikke fordre flere oplysninger af versemaalet, end det er i stand til at give, og det forekommer det mig at forf. gör, naar han slutter sig til G. Rydbergs lære om hiat i oldfranske vers. Denne mener, at man kan skelne mellem forskellige arter af hiat, og i overensstemmelse hermed opstiller forf, følgende tilfælde: I logisk hiat, II metrisk hiat, III hiat efter konsonantgrupper. Jeg har tidligere (se dette tidsskrift, bd. VIII 61 f.) i en anmeldelse af Rydbergs Zur Geschichte des französischen ə, hvor denne teori er fremsat, tilladt mig at opponere derimod, og jeg mener endnu, at hiat i de allerfleste tilfælde ene og alene er fremkaldt af versemaalet, og at man kun rent vilkaarligt kan ordne de forskellige tilfælde