158 Henrik Bertelsen: Anm. af La nouvelle réforme de l'orthographe et de la syntaxe françaises. Texte de larrêté ministériel avec avant-propos et commentaire par Æmile Rodhe. Lund 1900, Gleerup. 52 s. I dette fornöjelige lille skrift har forf. knyttet en række bemærkninger til de forandringer i ortografi og syntax, som det franske undervisningsministerium i sommer gav tilladelse til. Efter nogle indledende bemærkninger følger et optryk af ministeriets arrêté med veđdföjet liste over de paagældende punkter, der vel -er tidsskriftets læsere bekendt andetstedsfra, men uden udeladelse af kommissionens betænkning, som er af en vis interesse. Dernæst følger en særdeles vellykket og velskreven kommentar. Man maa være enig med forfatteren i, at det ikke gaar an at være alt for begejstret over de tilladte lettelser, og at der kan disputeres om mange enkeltheder. I visse tilfælde er man gaaet for vidt, i andre burde der mere resolut brydes med det overleverede. Navnlig paa det ortografiske omraade kunde der göres adskilligt mere, uden at det i radikalisme paa langt nær vilde nærme sig til de nye bestemmelser om participierne, hvis svage sider forf. rigtigt paapeger; f. ex. vilde indførelse af -s som alm. pluralismærke være meget velkommen. Skriftet har ifølge sin natur jo nærmest kun öjeblikkelig interesse, især da der allerede er tale om at lave det hele om; men naar det alligevel varmt maa anbefales enhver, der interesserer sig for fransk, er det fordi man om forf.'s bemærkninger kan sige det samme, som han siger om den af Clairin affattede kommissionsbetænkning. at den er «un modèle de bon sens et de libéralisme». TYalfald har anm. læst dem med ublandet fornöjelse og saa godt som uden at faa lyst til at gøre indvendinger. Kr. Sandfeld-Jensen. Gustaf Cederschiöld, Om kvinnospråk och andra ämnen. Lund 1900, Gleerup. 194 s. Den, der til daglig er optaget af det anstrængende tankearbejde, som den videnskabelige filologi kræver, føler naturligt en rekreation ved af og til at sysle med lettere æmner indenfor sit område og fremstille dem i populær form. Det er ikke altid let; ikke al filologi kan folkeliggøres, og videnskabsmanden er udsat for at tabe forståelsen af, hvad lægmanden kan fatte og interessere sig for. At det imidlertid kan gøres, derom vidner på en smuk måde den ikke så lille populærvidenskabelige litteratur, som