Cederschiöld, Om kvinnospråk. 159 den skandinaviske filologi i de sidste år har frembragt. I Danmark har især tidsskriftet ‚Dania‘ bidraget til at udvide de for sprogforskning og folkeminder interesseredes kreds, og i Sverige har ikke så få sprog- og litteraturforskere skrevet gode populære bøger om videnskabelige æmner. En sådan bog er prof. Cederschiölds. De otte afhandlinger, som er samlede i den, er let læselige ; forf. forstår at stille sig på den forudsætningsløse læsers standpunkt og læmpe sin fremstilling efter hans tarv. Han ræsonnerer klart og skriver anskueligt, undertiden næsten folkeligt bredt. Lidt større krav til tankearbejde hos læseren kunde han godt have stillet; «framsteg i språket» er f. ex. fornøjeligt og klart skrevet, men mindre tankevækkende end Jespersens bekendte afhandling om «fremskridt i sproget». Mest interesse har «om kvinnospråk». Bestemmelsen af kvindesprogets sykologi er fin og rigtig; men exemplerne, der gives, er for få. Materialet måtte her samles fra det daglige talesprog, da litteratursproget, som forf. rigtigt ser, er for upålideligt at bygge på. Det er uddannet af manden og lader sig vanskeligt omdanne af de forholdsvis få skrivende kvinder, i særdeleshed da den hos kvinden stærkt udviklede sans for det passende udtryk og frygt for det usædvanlige gør hende angst for at sætte sig ud over den vedtagne sprogform. Breve afgiver vel et noget bedre materiale end den egentlige litteratur, idet den brevyskrivende mindre end den bogskrivende føler sig bunden af det udformede litteratursprog; alligevel vil man i de udgivne samlinger af kvindebreve kun finde få bidrag til forståelsen af kvindesprogets ejendommeligheder, og grunden hertil er naturligvis den, at netop det, som giver kvindetalen dens særpræg til forskel fra mandens tale, det personlige, impressionistiske, ikke lader sig udtrykke gennem skriftsproget, som ikke formår at gengive følelsesbetoningen. Det er ejendommeligt at se, hvorledes selv en så øvet brevskriverinde som Kamma Rahbek føler sig på usikker grund, når hun skal udtrykke sig skriftligt; atter og atter undskylder hun «dette jaskede brev», selv om det formelt er ganske ulasteligt; hun vælger med forkærlighed den indirekte form, fordi hun ikke magter ἃς skrive direkte, som hun vilde tale, og overraskende tit forsikrer hun, at hun ikke kan lide at skrive breve. Dette sidste er naturligvis ikke sandt, men må dog ikke opfattes som affektation; det er kun et forkert udtryk for hendes rigtige følelse af, at hun ikke formår at lade skriftsproget slutte sig nøje om tanke- og følelsesindholdet. Når udtrykket «dameagtig» kan anvendes om en farveløs og upersonlig stil, er det ikke uden grund; men det vil være forkert af kvindestilens farveløshed eller af den i kvindebreve hyppige anvendelse af ironi, navnlig selvironi, at slutte noget tilsvarende om den kvindelige tale, der snarest farver stærkere og er mindre ironisk end mandens, og disse ejendommeligheder ved kvindestilen kan altså kun indirekte belyse kvindespro-