160 N. Bøgholm: Anm. af Walderebruchst., hrsg. von Holthausen. get. Af den kvindelige tales særegenheder er det vel i grunden kun manglen på logik, som direkte fremtræder i skriftsproget, der jo langt stærkere end talesproget fremhæver det ulogiske i et udtryk. Med rette gør forf. i denne sammenhæng opmærksom på den hos skrivende kvinder almindelige mangelfulde interpunktion ; men heller ikke den vidner direkte om noget for kvindesproget ejendommeligt, for så vidt som dette samler og adskiller lige så skarpt som mandens, kun mindre formelt logisk. ‘Tegnene er de formelle mærkepæle, som tvinger den skrivende ind i den logisk følgerigtige fremstilling ; uvilkårlig reagerer det kvindelige temperament mod en sådan tvang, og hvis den skrivende kvinde ikke formår at skabe sig en interpunktion, som svarer til hendes stils egenhed, så bliver resultatet, som man så ofte ser. kun det negative: en regelløs interpunktion. — Dette gælder selvfølgelig ikke alene om den kvindelige stil, men om enhver personlig stil. Kun få forfattere har haft blik for tegnenes betydning for stilen; Søren Kierkegaard dannede sig en interpunktion, som passede for hans personlige stil, med den rigtige bevidsthed, at interpunktionen hverken er en ligegyldig ting, heller ikke noget en gang for alle vedtaget upersonligt, men et middel i den øvede skribents hånd tii at fremhæve stilens ejendommelighed. — Når altså kvindesprogets ejendommelighed kun i ringe grad viser sig i skriften, bliver man for dette sprog som for barnesproget og lignende særsprog henvist til at øse ar den levende tale; det var at ønske, at prof. C. i højere grad havde gjort dette; de exempler, han giver, er så fornøjelige, at de burde være forøgede med mange flere. Også i de andre afhandlinger har forf. været lidt for ængstelig for at skræmme læseren ved at møde op med en for stor materialsamling; han ræsonnerer lige så meget, som han meddeler, og selv om ræsonnementerne er kloge og rigtige, burde de være støttede ved fyldigere exempelsamlinger. Man sammenligne f. ex. afhandlingen om eufemisme med Nyrops tilsvarende i «Dania» 6. bd.; prof. C. behandler begrebet eufemisme udførligere, men giver færre tilfælde af eufemisme end prof. N. — Disse indvendinger kan imidlertid kun være underordnede overfor anerkendelsen af det meget smukke og værdifulde i bogen; den fortjener en udstrakt læsekres og vil forhåbentlig for andre bliye et exempel til efterfølgelse. Henrik Bertelsen. Die altenglischen Woa/dere-bruchstücke, neu hrsg. von 25. Holthausen. Mit 4 autotypien. (Göteb. Högsk. Arsskr. 1899. V.) Göteborg 1899, Wettergren & Kerber. 17 s. I året 1860 blev på det kgl. bibliothek her i Kbhvn. fundet de mærkelige brudstykker om Waldere. Samme år udgaves de