Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156 Emil Gigas:
Medgift, og Valentin og Finette danne et tredie Par, ligesom
Henrik og Pernille. Til Slutning henvender Valenlin sig med
den sædvanlige Bøn til Tilskuerne. — Man seer, at af alle de
Bearbeidelser, vi have havt at gjøre med, er Regnard’s den,
hvori det plaulinske Indhold er mest modificeret og egentlig
kun enkelte Træk benyttede. Men for e^Digter som Regnard,
der ligesom sin store Mester og sin ligesaa store Samtidige i
Danmark havde til Hensigt at moralisere med siue Komedier,
vare visse Forandringer ogsaa absolut nødvendige: der maatte
en anden Slags Kjærlighedsforbold til end i Plautus’ Komedie,
ligeledes det obligate Giftermaal ved Stykkets Slutning. Og det
vilde da heller ikke have stemmet med Tidens Smag at see
f. Ex. en Erotium paa Scenen som en af Hovedpersonerne; hun
maatte give Plads for den giftesyge gamle Dame. Regnard’s
Behandling af Sujettet er idethele blevet saa fransk som mulig
i Indhold og Form: Folk tale og handle, som de utvivlsomt
gjorde det i "Louis le Grand’s» sidste Regjeringsaar; og særlig
er det fuldstændig tidssvarende, at den elegante Pariserkavaleer,
som nok kan være betydelig «débauché» ja endog «un peu
fourbe«, men altid er »spirituel" og »aimable", faaer den smukke
Brud og tillige Sympathien paa sin Side, idet han tager Luven
fra den ærlige Provindsbeboer, der jo er «grossier» og
ingenlunde «aimable» og derfor ikke kan regne paa et parisisk
Publikums Deltagelse. At «les Ménechmes» er blevet et
Intrigestykke og ikke blot Situationsstykke som den gamle
romerske Digters og at Intrigen er lagt i den listige Tjeners
Haand, er jo ikke Andet end hvad man kunde vente sig af en
Digter af Moliére’s Skole, som skrev for et Publikum, der var
vant til Sligt. Men Eet savne vi hos Regnard: det er den
hjertelige, naive Lystighed, som vi see hos Plautus; Regnard
er fin og sarkastisk, men ikke saa djærv og har ikke saa bredt
et Lune, og Skjøndt hans Arbeide indeholder en god Del ægte
fransk Esprit, som man ikke kan Andet end glæde sig ved,
troer jeg dog, at man snart vil blive enig om at forelrække det
antike Stvkke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
