Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bemærkninger i Anledning af Ascoli, Saggi Ladini. 175
tale sig derom. Det slaar fast, at den ældste franske Form er
leu, efter G. Paris 1. e. udtalt léu; staar dette for lué[cj? sml.
prov. luec. Men herimod taler dels, at man finder léu i Texter
som St. Alexis, i hvis oprindelige Affattelse Diftongiseringen af
d til ue ikke synes at have været kjendt1), — dels den
fuldstændige Mangel paa Former som lué[c] hvor ué ellers er
almindeligt. Derfor synes det rimeligere at forklare léu af et
ældre lou, ligesom peu senere opstod af pou, G. Paris 1. c. 78;
ogsaa fr. feu kan være opstaaet af ældre fou, der forekomme i
Eulaliasangen, skjønt dette ansees for at være dialektisk
Afvigelse. G. Paris 78 forklarer vistnok med Rette u i ofr. pou
som det sidste u i lat. paucum; derfor kan vel ogsaa u i leu,
h
jeu forklares paa samme Maade. Det bliver da sandsynligt, at
der ogsaa i Fransk har foregaaet en lignende Attraktion af
Flexionsvokalen som i Ramonsch. — Ogsaa Diftongiseringen af
ö udstrækkes i Ram. til Position, men med væsentlig samme
Indskrænkning som ved e: miert mortuus, men morts mortuos.
Fem. morta, pi. mortas ligesom Subst. la mort. Ogsaa her
stemmer Neapolitansk: Mask. muorto, pi. muorte, Fem. morta,
pi. morte, Subst. la morte (kun ved Misbrug eller Misforstaaelse
finder man undertiden muorta, muorte, ligesom ogsaa i
Ramonsch enkelte Afvigelser findes saavel ved e som ved S). —
Mærkelig er den oprindeligere Form af Diftongen, som holder
sig efter en Guttural: cueissa ved Siden af det endnu ældre
coissa coxa. fr. cuisse; quint for *cuent = sp. cuento, it. conto.
Ogsaa her viser sig Affinitet mellem en Guttural og u. Jeg
kan ikke undlade her at tænke paa de oldfranske Forme quor
cor og quons cömes i St. Alexis; jeg ser heri ærværdige Lev-
’) Dog ere Beviserne herfor ikke egentlig tvingende. Den efter G. Paris
p. 79 som afgjørende anførte eneste Assonants lin^ol beviser, at o endnu
fandtes, men ikke, at ue loe) ikke fandtes, ved Siden deraf, ligesom
baade ue, oe og endog uo (hvorom nedenfor) findes i Haandskrifterne.
Vistnok er det ældste MS fra Beg. af 12te Aarh., medens Originalens
Affattelse gaar op til Midten af 11te, men paa den anden Side er ue
næsten en fælles vestromansk Diftong og er ogsaa efter G. Paris’s
Mening meget ældre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
