Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa Heras Opfordring Befaling til, at Θάνατος og “Υπνος skulle
bringe Sarpedons Lig til Lykien. Da Sarpedon jo allerede
er død, er der heller ikke for Θάνατος’s Vedkommende her
nogen egentlig Personifikation, men Springet er unægtelig
særlig ringe.
Noget større er det ved Ννξ. Det er "Υπνος, der
fortæller Hera1), hvorledes Zeus engang havde forfulgt ham i
heftig Forbitrelse. Han flygter da til Ννξ, δμί,τειρα ϋ-εων κ«1
άνδρών, da standsede Zeus Forfølgelsen, thi han frygtede for
at mishage „den hurtige Nat“.
Hvad endelig ’Ύπνος angaar, saa træffe vi denne
Personifikation kun paa de anførte Steder i 14de og 16de Sang
af Iliaden; men hans Optræden paa det første Sted er af
Interesse for Forstaaelsen af den omtalte Personliggjørelse
af Personifikationerne. Hera ønsker at faa Zeus dysset i
Søvn, for at kunne faa frit Spil under Kampen mellem
Achæer og Troer. Hun opsøger da “Υπνος, træffer ham paa
Lemnos og begynder Underhandlingerne med ham. Da han
ikke synes synderlig villig til at, følge hendes Opfordring,
lover hun ham en af Kariterne til Hustru, og dette virker.
Han sætter sig i Skikkelse af en Fugl op i et højt
Fyrretræ paa Idabjærget, skjult af dets Grene, saa at Zeus ikke
kan se ham. Da Listen er lykkedes, løber han som Bud
ned til Poseidon for at underrette ham om den gunstige
Situation:
ενδει
Ζενς, έπεϊ, a vt οι εγΐ μαλακόν περι χώμ εχΰλνψα,
— det manglede blot, at han skulde sige νπνον istedetfor
χώμα, for at gjøre Konfusionen fuldstændig; thi ’Ύπνος er jo
her ikke længer νπνος, Søvnen, personificeret, men derimod
et Væsen, som har Magt til at dysse i Søvn uden
vedkommendes Vidende og Villie, selv om det er Guders og
Menneskers Fader. At Digteren imidlertid ikke selv har
!) II. XIV, 259 f.
η II. XIV, 358—59.
Nord. tidtikr. f. filol. Ny række. X. 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
