Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ling sig til Stadighed, fordi den overhovedet hverken har
kjendt eller følt Trang til nogen Katekismusparagraf, men
kun udtaler, hvad Øjeblikkets Indskydelse gjør den naturlig.
Det maa dog endnu engang fremhæves, at disse
Indskydelser ikke have Karakter af rent vilkaarligt Lune. Naar
vi give vor Tro et Udtryk i en Række af Artikler, og disse
for os er det væsentlige, saa er det omvendte Tilfældet for
Homer. For ham er Hovedsagen en Række livfulde Scener
og Fortællinger; vedSiden af dem kommer hans „Gudsfrygt"
som et underordnet og revolterende Element: til fastslaaede
Forestillinger kjender han paa dette Omraade overhovedet
intet. Derfor lader han i Fortællingens Gang sine Guder
optræde og handle ganske som Mennesker, saalænge hans
episke Tilbøjelighed og anthropomorfistiske Trang gjør ham
det naturligt. Kommer imidlertid af og til Spørgsmaalet
om Gudernes Natur ham ind paa Livet, da melder der sig
en, man kunde kalde det, lyrisk Følelse: „Skulde Guderne,
de udødelige Guder, naar de opløfte et Raab, ikke raabe
højere end et almindeligt, dødeligt Menneske", og han sætter
da en Maalsbestemmelse, naturligvis aldeles vilkaarlig, for
blot at betegne det uhyre; og paa samme Maade med Ares,
der pludselig kommer til at maale sine 7 Plethrer.
Kunde man da komme til at stille den gamle Homer
det Spørgsmaal, om Guden Helios f. Ex. virkelig kan se og
høre alt, hvad der foregaar paa Jorden og i Himlen, vilde
han sikkert, skjønt han ikke var vant til at svare paa den
Art Spørgsmaal, sige: Ja, naturligvis!, men han vilde saa
i næste Øjeblik fortælle os om, hvordan denne Gud ejer en
Mængde Oxer og Faar, som græsse paa Øen Trinakria, og
hvordan engang slette Mennesker gave sig til at slagte
en-del af dem, uden at han mærkede det osv.1).
Resultatet af hele denne Betragtning bliver da, at den
homeriske Gudeforestilling bevæger sig paa Overfladen og
bevæger sig i Spring uden bevidst Reflexion over hvorfra
og hvorhen, og at der altsaa ikke fra Modsigelserne i
’) Od XII, 374 f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
