Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ord tænkes at repræsentere den samme Conjunction, enten
ved Sammensmeltning med eller ved Overspringning
afDeter-miuativforestillingen; men deraf vilde endnu ikke følge det
allermindste Sikkre med Ilensyn til öte i de andre
Forbindelser; thi at i alle disse Forbindelser, hvad enten
Conjunctionen er udtrykt eller blot foresvævende, ogsaa en
Tids-conjuuction i alle Maader gjør Meningen Fyldest, kan der da
ikke være Tvivl om. Afgjørende ior Opfattelsen af öte kan
altsaa Sammenstillingen med είς ii i intet Tilfælde blive (hvad
jo B. forøvrigt heller ikke paastaaer), og i selve
Forbindelserne f’x Tor οτε, εις öte, (ΐως ute,) πριν Kte sees der
IntetSOm-helst, der kunde tale for, at öre skulde være et simpelt at.
Είς οτε kan ganske vist i Lighed med είς b opfattes ogsaa
som et ved Sammentrængning af Determinativ- og
Conjunc-tionalforestillingen opstaaet Udtryk, hvor saa οτε bliver at
betragte som Pronomen (== ö τε, s. Ivriiger, gr. Spr. II § 66,
1 A. 2), men πρϊν öte (og ΐως öte) kan ikke opfattes paa
denne Maade, da Relativet som Pronomen her maatte staae
i Genitiv, og om Conjunctionens Etymologi vilde man i
alt Fald lige saa lidt faae Noget at vide af et εϊς ö τε (med
pronominalt ö te) som af είς ö. Lige saa lidt kan der i ix
τον οτε paavises Noget, der kunde røbe, at det
repræsenterer netop et inde quod og ikke et inde quum, og af πρϊν
öte og event. ΐως οτε er jeg heller ikke i Stand til at faae
Andet ud, end at öte er Conjunction; hvad Slags Con-
quod Plaut. Amph. I, 1, 146 (Fleckeisen quom). I Förbindelser af
denDe sidste Art (efter est med en Varigheds- eller temporal
Afstandsbestemmelse) synes quod hos ganske sildige Forfattere at
være ret almindeligt (Dr. Siesbye henviser herom til Riemann,
Syntaxe latine d’aprés les principes de la grammaire bistorique
S. 228 og tilføier selv Sidon. Apoli. Ep. Y, 8, 1. jfr. VII, 6, 1) og
anføres i enkelte Exempler, hvis Rigtighed jeg ikke drister mig til
at bestride, ogsaa af Forfattere fra Sølvalderen (Plin. II. N. XV,
104, Quintil. X, 3, 14, Plin. Ep. IV, 27, 1); men selv om i denne
Forbindelse Brugen af quod istf. quum skulde gaae tilbage endog
lige til Plautus, vilde deti selvfølgelig ikke ligge noget Beviis for,
at ogsaa det homeriske S*« repræsenterer et quod og ikke et quum,
ikke engang i den umiddelbart tilsvarende Forbindelse Φ 155 f.
rjåe åé μοι rvv f/yc ίνόεχάτη, οτ Ιλιον είλήλου9α, end sige i alle andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
