Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hos Fr. S. 85 og 97.l) Der synes da ogsaa i det her
foreliggende Sted, heller ikke naar Hovedsætningen opfattes som
spørgende, at være Noget til Hinder for at antage
Bisætningen for en Tidsbisætning. — Af de to Steder hos B.,
hvor hans Opfattelse deles af LR. og C., er det første
Λ 518 f., hvor Zeus svarer den bønfaldende Thetis : y <5i, λοίγια
ϊργ, öre μ έχ&υδοπϊ,σαι εφήσεις "ifQtj, οτ αν μ έρέ&ΐ/σιν σνειδείοις
έπίεσσιν (istf. υτε μ’ har Ambr. ΟΤ’ ΕΜ’, men det er der ingen
Anledning til at opliolde sig ved). Til dette Sted bemærker
C. først, at man her ikke paa Grund af A 573 maa antage
en Ellipse af taaeiai, men at λοίγια alene repræsenterer
en fuldstændig Sætning („furwahr eine schlimme geschichte11).
Nu, det kan man jo gjerne tjene ham i; men livad Forskjel
det skulde kunne gjøre med Hensyn til Bisætningens Art,
om Hovedsætningen betyder „fiirwahr eine schlimme
ge-schichte“ eller „das wird furwahr eine schlimme geschichte
werden“, er rigtignok ikke let at fatte, og han selv siger
ikke Noget derom. Dernæst, siger han, maa man ikke som
Friedländer og Andre tage οτε = ni, fordi disse to
Conjunc-tioner ikke uden videre kunne ombyttes, og fordi, selv om
de kunde det, den conditionale Betydning lier ikke vilde
’) Jeg skal her ogsaa minde om de ved ikc indledede Sætninger efter
μίμνημαι og οίόα, der staae i Ob j eetsforhold tii
Hovedsætnings-verbet. P. Schmitt Urspr. d. Subst.-Satzes S. 41 f. anseer (i
Modsætning til Capelle S. 207) ogsaa dette att ligesom de øvrige her
omhandlede for eenstydigt med iki, idet han betragter
Tidsbetyd-ningen som „vollständig verwischt11; men hans Motiv dertil („wer
sieht nicht, dass es hier auch nicht im geringsten darauf ankomme,
dass der Angeredete der Zeit sich erinnere, wo dieses oder jenes
geschah?“) kan kun’iberoe paa den mærkelige Forudsætning, at
det at mindes en Tid skulde være noget Andet end netop at
mindes denne Tids charakteristiske Begivenhedsindhold, som om
Tid overhovedet var noget selvstændigt Existerende og ikke et
blot Schema for Anskuelsen. Mon han ogsaa seer et at i lat. quum
efter memini (som Cic. ad Fam. VII, 28, 1) eller i de tydske
Con-junctioner da og als i lignende Forbindelser (f. Ex Jerem. 2, 2
hos Luther: „ich gedenke, da du eiae freundliche junge dirne uad
eine liebe braut warest osv.“ eller Arist. Eccl. 815 hos Voss v.
842: „und als jeae Kupferpfennige wir anverordnet, weisst du
nicht ?“)?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
