Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den temporale. — Vi komme nu til de to sidste Steder, i
hvilke C. er ene 0111 at forklare ϋτε som eenstydigt med Sti,
medens baade B. og L. R. skrive det som Tidsconjunction.
Det første er P 626 f. ovb’ ελα&’ Αΐαντη μεγαλήτυρα xal Μενέλαοv
’/.ενς, οτε δΐ; Τρώεσσι δ^δυν έτερηλχέα νίκην. Til Begrundelse af
sin Opfattelse har C. her kun et „mir scheint11 og den som
„belehrend" betegnede Sammenligning med Λ 563 f. xal δέ
σε γιγνώσχω. ΙΙρίαμε, φρεσίν, ονδέ με λή&εις, ΐιττι &εών τ·ς σ’ ηγε
&οάς tnI νϊ,ας Μχαιων. For saa vidt som i dette sidste Sted
den supplerende Gjenstandssætning efter Digterens Intention
overhovedet hører til λή&εις Og ikke til γιγνώσχω (υνδέ με λή&εις
kan jo staae δι« μέσον, s. Uds. ον. d. philol.-hist. Samf.s
Virksomhed i 1876—7S S. 36 f.), lærer Stedet imidlertid
ikke Andet, end at λαν&άνω (λίβω) allerede hos Homer,
ligesom hos senere Forfattere, istedenfor med det sædvanlige
Participium kan construeres med en Gjenstandssætning, hvad
der i sig selv ikke er saa mærkeligt; at det ikke ogsaa kan
liave en Bisætning af anden Art efter sig, lærer det ikke
det Mindste om. I den Henseende bemærker da C.: „Der
versuch temporaler auffassung ist bereits von Friedländer
p. 39 geniigend zuriickgewiesen. An causale Avird noch
weniger jemand denken wollen“. Det Sidste antager jeg
heller ikke; men med Friedländers fyldestejørende
Gjen-drivelse af den temporale Opfattelse forholder det sig
rigtignok paa en lidt egen Maade. Fr., som vitterligt gaaer ud
fra, at ethvert fuldt udskrevet ϋτε er Tidsconjunctionen, kun
i adskillige Tilfælde med en særegen Betydniugsnuance,
con-cluderer ogsaa her til Betydningen idet, specielt som
Æqvi-valent for det ved λαν&άνω almindelige Participium, en
Function, som heller neppe nogen Art af Bisætning kan være
nærmere til end netop Tidsbisætningen. Ganske vist har
nu Fr. i sin Iver for at faae slaaet fast, at Bisætningen her
ikke indeholder en „nuda temporis notatio" (S. 38), men en
„notionem adverbialem . . . eamque artissime et necessarie
conjunctam cum verbo enuntiationis primariæ“, et
„neces-sarium complementum“ til Hovedsætningens Verbalbegreb,
søgt at reducere den temporale Side af οτε mere end
tilbørligt og mere, end man efter hans Standpunct kunde have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
