Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ventet; men lian gjør det rigtignok paa en Maade, som ikke
synes egnet til at friste selv en Modstander af Conjunctionens
oprindelige Temporalbetydning til Anerkjendelse. Han gjør
gjældemle, at „si accipiamus temporale οτε, intellegamus
oportet Jovem non in latebras sese abdidisse eo tempore
quo in Trojanos victoriam verteret, quæ tamen quam sint
absurda nemo est quin perspiciat.11 Nei, ganske vist ikke;
men for at tiude en saadan Afviisning af den temporale
Betydning ,,genugend“, maa man i Sandhed være ganske
overordentlig nøisom. At lavOåvmv ikke betyder ,,in latebras se
abdere“ at forputte sig, men derimod ,,fallere“ at undgaae at
blive opdaget, er jo dog Gud og hver Mand bekjendt, og den
Tankeforbindelse, at Zeus ikke undgik at blive opdaget af
Aias og Menelaos, dengang han gav Troerne Seiren, er dog
visselig ikke absurd, ja hvis den var det, blev der jo slet
ingen Mulighed for, at et öte som det, Fr. gaaer ud fra,
overhovedet kunde tænkes at faae Betydningsnuancen idet-,
thi Betydningsnuancer opstaae da ikke af absurde
Betydninger. Vil man altsaa forstaae Fr. ikke efter et øiensynligt
Feilgreb i hans Raisonnement, men efter hvad der
fornuftig-viis maa være hans Mening, da betragter han Sætningen
med οτε som en Tidsbisætning, men som en Tidsbisætning,
der factisk betegner ikke Tiden, paa hvilken, men
Handlingen. under og i hvilken det i Hovedsætningen Udsagte
fandt Sted (,,nam narratio id agit, ut intellegatar, quatenus,
non quando fugerit (vel uon fugerit) Juppiter Ajacem et
Mene-laum“). Og saaledes forstaaet har Fr., hvad det reale
Forhold mellem Sætningerne angaaer, uimodsigeligt Ret, skjøndt
jeg tvivler om, at Grækerne selv opfattede dette οτε anderledes
end som reent temporalt; men at det ikke i alt Fald er
temporalt i sin Oprindelse, har han ikke tænkt at ville
bevise og kan heller ikke være kommen til at bevise det mod
sin Villie; thi ved urigtige Ordbetydninger lader Intet sig
bevise. — Tilbage staaer endnu det sidste Sted, δ 260 ff.,
hvor Helena siger: ηδη μοι χραδίη τέτραπτο νέεσ&αι δψ οΐχονδ’,
UTijV δέ μετέστενον, ί/v Αφροδίτη δώχ\ οτε μ ί{Υάύ έχείαε φίλης άηυ
ηατρίδος αΐης χτέ. Ogsaa paa dette Sted finder Fr. i öte
Betydningsnuancen idet, og ved sin Begrundelse deraf („nam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
