Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der lios Homer Hiatus efVr den i saa stor Udstrækning og
under saadanne Former, at man deraf, ligesom hos Komikerne,
tør drage en sikker Slutning om dens Uimodtagelighed for
Elision? Heller ikke det kan man paaberaabe sig. Vistnok
findes der i de homeriske Digte adskillige Tilfælde af
tilsyneladende Hiatus efter ’ότι, men i den allerstørste Deel af
dem falder den foran den pronominale Dativform ul, 0111 hvis
oprindelig consonantiske Begyndelse Forestillingen i den
homeriske Tid uomtvisteligt endnu var fuldstændig levende.
Derna’st findes den σ 333 = [393] foran Egennavnet Ίρος
(;’ άλνεις, ότι ’ Ιρον ένίχησας τίν κλί,τηνή. Men dette Navn Ίρος
afledes gjennemgaaende, og vistnok med Rette, af Roden βερ
(Manden havde jo faaet Navnet, fordi han plejede at gaae
Bud), og den oprindelige Begyndelsesconsonant kan i alt
Fald paa eet Sted til sees endnu at gjøre sig prosodisk
gjældende (s. Ο. V. Knös, de digammo Homerico p 126).
Tilbage staaer saa kun Hiaten foran ’Έκτωρ Sl 593 (‘ότι ’Έχτυρα
6~ιον έ’λυσ«). Her ligger det unegteligt, selv om man erkjender,
at Navnet er afledet af Verbet t/eir, altsaa af Roden σεχ,
dog adskilligt fjernere at antage Eftervirkning af den
oprindelige Dentalsibilant, som selve det afledede Ord maaskee
aldrig til Stadighed har været udtalt med, og som det i alt
Fald paa Hundreder af Steder forekommer uden det ringeste
prosodiske Spor af; men hvori det nu ligger eller ikke ligger,
saa findes der λ’ 206 foran det samme Ord og paa
selvsamme Sted i Verset Hiatus ogsaa efter den for Elision
luldt modtagelige Præposition επί (ονδ’ ta ίέμεναι επι "Εκτορι
πίκρα βέϊ-εμνα), saa at der altsaa factisk i de homeriske Digte
ikke foreligger et eneste virkelig bevisende Tilfælde af
Hiatus efter ’ότι. Hvad anfører da Bekker som Grund til,
at ότι ingensinde skal være blevet elideret? „Den eudvucal
kann ‘ότι so wenig elidiren wie τί: mit dem t ginge die
ver-ständlichkeit verloren“. Hertil er nu simpelthen at bemærke,
at Forstaaelse og Forstaaelse er to. Selvfølgelig maa det
være enhver Digter om at gjøre, at det Publicum, for hvilket
han digter, skal forstaae hans Tanke og Mening. Men
hvad i al Verden skulde der for denne Art Forstaaelse
kunne vindes ved at afholde sig fra at elidere ’ότι, naar man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
