Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Julie d Angennes sin moders hus som hertuginde af Montausier,
og hermed ojjhører egentlig denne salon. Moliéres „Préeieuses"
fra 1659 kan således ikke godt være rettet imod Hotel de
Rain-bouillet, der jo dengang forlængst var ophørt. Mange andre
vægtige grunde taler også bestemt mod den omtalte anskuelse.
Man har da hævdet, og denne mening deles af B., at stykket
var rettet imod Mile de Scudéry og hendes lange, lange romaner.
Denne forståelse af stykket lader sig meget ■ bedre forsvare end
den foregående og rummer sikkert nogen sandhed. Moliére har
uden tvivl villet give forskellige hip til forfatterinden af le
grand Cyrus og Clélie, men at hele stykket skulde være rettet
inod hende, forekommer mig både urimeligt og ubevisligt.
Hvorfor ikke tro Moliére på hans ord, når han i sit forord skriver:
„Les véritables Préeieuses auroient tort de se piquer lorsqu’on
joue les ridieules qui les imitent malu. Når man går ud herfra
og iøvrigt ser nøgternt på stykket, synes det naturligst at
opfatte det som en satire dels over det unaturlige, det affekterte
og overdrevne, som undertiden gjorde sig gældende i den tids
puristiske sprogbestræbelser. — dels som en satire over latterlige
provinsdamer, enfoldige og i deres enfold indbildske mennesker
(Madelon og Cathos), der er blevet fortumlede af romanlæsning,
der tager romanernes fantasiliv for alvor og vil indføre i det
praktiske liv hvad der kun er „des jeux d’esprit"’) — dels
endelig satire over tidens „gigerl“, de af hatn senere så hårdt
medtagne marquiser (Masearille og Jodelet)2).
Hvad stykkets intrige angår, har man hidtil aldrig
beskæftiget sig videre med den. I en lille mig utilgængelig afhandling
har Dalimier nylig hævdet, at Moliére har lånt intrigen fra
VHéritier ridicule af Scarron3). En nærmere sammenligning
mellem de to stykker taler for denne antagelses rigtighed. I
tredie akt af Searron’s stykke optræder således Filipin, lakaj
J) Set i dette lys frembyder „les Visionnaires" (1637) af Desmarets
Saint-Sorlin, Richelieu’s litterære højre hånd, for enkelte partiers
vedkommende en interessant og mærkelig parallel; jeg skal
henlede opmærksomheden på Melisse, der er „amoureuse d’Alexandre
le Grand" og Sestiane „amoureuse de la comédie", og som begge
er blevet tossede af at læse romaner og komedier (E. Fournier,
Théåtre fran<jais au 16e et au 17e siécle II.; se især nogle repliker
s. 397, 411). Stykket fortjener iøvrigt en nærmere undersøgelse og
værdsættelse. Demogeot’s ukorrekte omtale af det er naturligvis
vandret videre i flere håndbøger „Les Visionnaires" kan også
sidestilles med den noget ældre sat’riske roman af Charles
Sorel „Le berger extravagant" (1627) og med II. E. Schacks
mær-kelige fortælling „Phantasterue" foruden med forskellige andre,
som det vilde blive for langt at komme ind på her. Jpg har kun
villet give antydninger.
-) Dette hyppigt oversete punkt fremhæves bestemt afB., der tillige
giver morsomme uddrag af les Lois de la Galanterie til
sammenligning med Mascarille’s tåbeligheder i klædedragt og optræden.
3) Revue critique 1890, II, 197.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
