Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sprog, skönt på sine steder også de agglutinerende sprog af den
finske æt, specielt det megyariske, roses på en sådan måde, at
læeeren ikke med sikkerhed kan se, om nyengelsk eller magyarisk
skal være nr. 2 i rækken.
Forf. kommer i § 44 til det resultat, at <sprogene stadig,
om end ikke altid i de ligeste linier, er gået fremad’. I det
hele og store er dette resultat rigtigt. Men om de <ikke altid
lige linier’ hører vi hos ham ikke så meget, som vi kunde ønske
at høre. Sprogene gör nemlig ikke altid blot fremskridt, men i
det enkelte også tit tilbageskridt. Men i den udvikling, som
forf. beskriver, ser vi aldrig noget tilbageskridt, kuD
fremskridt. I § 8 (s. 11) lover han (for det følgende I. kapitel af
sine (Studier over engelske kasus’) en jgennemført vurdering af
et sprog i dets ældre og nyere skikkelse’, en Rationel
op-görelse af et sprogs vindings- og tabskonto, hvor det i historisk
tid har frigjort sig for böjningsformer’. Men i det almindelige
billede af sproglivet, som han giver i indledningen, findes ikke
et eneste ord om tab, vi ser kun vinding.
At flexion kan have sine fordele, at tabet af
böjningsformer kan være et virkeligt tab på den ene side, om end
vindingen på den anden kan være stöi-re, ses hos forf. intetsteds:
hos ham falder al skyggen på flexionen, alt lyset på
flexions-frihed, stundom også på agglutinationen. Og dette er den förste
og hovedsagelige indvending, jeg har at göre: forf. er ikke
retfærdig overfor flexionen.
S. 13, hvor han sammenligner latinsk cantaveram med dansk
jeg havde sunget, siger forf., at i den danske verbalform tdeu
talende efter behag kan pointere person-, tids- eller
handlings-momentet’. Vi véd, at man kan det i den danske sprogform, og
latin har ingen af os nogensinde hørt, men man kan dog nok
a priori antage, at man også på latin kunde pointere de
forskellige momenter ved en forskellig akcent på de forskellige
stavelser eller det tilföjede pronomen, altså måske cåntaveram
(non saltaveram) (jeg havde sunget’, cantaveråm (non cantabam)
jeg havde sunget’, égo cantaveram jég havde sunget’. — Forf.
siger, at i latin ,er verbalbegrebet nødvendig personbestemt’.
1 denne form vilde en sådan påstand dog kun gælde for en tid
da de indoeuropæiske dialekter endnu ikke havde en infinitiv:
forf. mener at verbum finitum nødvendig er personbestemt.
At flexion i tilfælde som de, forf. behandler i § 13—15,
hvor han taler om kongruens, står tilbage for flexionsfrihed, at
ne. all good old men’s Works er at foretrække for en latinsk
ordforbindelse af samme betydning, må man give ham ret i. Men
på den anden side kan kongruensen, gentagelsen af en ^Binder’
(forf. s. 20) dog også have sine fordele, idet den tillader, at
hvert enkelt ord, så snart som det bliver fremført, forstås rigtigt
i det rigtige kasusforhold o. s. v., således at hverken forståelsen
af de enkelte ord forbliver in suspeuso, eller meddelelsen endogså
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
