Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
forstås forkert, indtil omsider den rigtige forståelse opkommer
som et lyn, oplysende det forudgående l).
Hvor forf. taler om kongruensens tvang, kunde han forresten
godt have sagt et ord om, at kongruensens lov i mange tilfælde
kan brydes eller undgås, som han senere hen, hvor der er tale
om den bundne ordstillings tvang, ikke undlader at bemærke
(s. 53), at der gives ^ange måder at neutralisere denne tvang
på’. F. eks.: s. 16 siger forf., at dansk har fået forspring for
engelsk, idet vi på dansk kan sige enten du eller jeg har uret
med en verbalform har, der passer til begge pronomener: her
kan den samme anke rejses imod tysk som imod engelsk, men i
praksis er der aldeles ingen vanskelighed, idet enhver vil sige
entweder du hast unrecht ode)· ich eller entweder ich habe unrecht
oder du med ikke flere ord end på dansk.
Men i tilfælde, hvor flexion og flexionsfrihed kunde synes
at stå lige, og også i sådanne tiifælde hvor det kunde synes, at
flexion måtte foretrækkes, lader forf. dog overalt vægtskålen stige
i vejret til ugunst for flexioneii.
Gantaveram har fire stavelser, jeg havde sunget fem. I denne
henseende er der altså ingen stor forskel. Ellers er nemlig
efter forfatterens principer det korteste det bedste. Engelsk had,
siger ban, er bedre end de tilsvarende gotiske former — <bedre
siger han i § 10 —, först fordi den engelske form er kortere.
(Den engelske form’, siger han i § 9, <er at foretrække, såvist
som enhver, der under lige forhold har valget at gå en vej på
en mil og en på fire, vil foretrække genvejen’. Lydlig afslibning
og især bortfald af vokaler, hvorved ordformen hver gang bliver
en stavelse kortere, er efter forf.s principer en vinding. Altså
er f. eks. tostavelses superlativformer, som tysk stärkste, reinste
fbedre’ end trestavelses former som dansk (den) stærkeste, reneste;
et tostavelsespræteritum som t. lébte, salbte ;bedre’ end et
tre-stavelsespræteritnm som det danske på -ede\ det engelske
en-stavelsespræteritum lived naturligvis det bedste.
Men når nu, som meget hyppigt, en flekteret form er kortere
og tilmed meget kortere end en flexionsløs: hvilken form er så
den bedste? Der gives nemlig ikke noget, der kan %rære kortere
end flexion i sådanne tilfælde, hvor det drejer sig om ét flekteret
ord uden videre kongruensfølger. En enkelt tilföjet konsonant
som -s eller -t kan betegne det samme, som der ellers må et
eller flere ord til. — Her kommer forf.s principer i konflikt
med hinanden. Han siger os ikke, hvad han i så tilfælde vil
foretrække, men det kan ikke betvivles, at han fra sit standpunkt
*) Således kan i dansk ikke sjælden en række ord, der skal opfattes
i genitivforholdet, forstås som ikke-genitiver, indtil man omsider
når genitivmærket (som det kan ske i en notits som den følgende:
Døde i N.: Justitsråd, Overlæge ved ... hospitalet i N., Dr. med. &
cbir. N. N.s hustru N.. f N....).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
