Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(forudsat at Madvig har ret) dette eksempel ikke er heldigt. At
satis kunde opfattes som satis, er ikke den latinske fri
ordstillings skyld, kun orthografiens. Sådanne misforståelser som
denne er overalt mulige, hvor to så forskellige ting som kort og
lang vokal betegnes ens Misforståelsen er ikke en følge af den
omstændighed, at unicis Sabinis kuQde skilles fra satis: den var
mulig for öjet, så længe satis, afhængigt af beatus, kunde stå
på samme sted som et til beatus tilföjet satis. Når Horats selv
foredrog sit vers csatis beatus Unicis Sabinis’, var aldeles ingen
misforståelse mulig Den misforståelse, der her er bleven mulig
ved læsuingeu, har altså slet ikke noget med sproget at göre og
kan ikke bruges som argument i det her foreliggende spörgsmål,
om en fri ordstilling kan være et gode.
Om forf.s vurdering af sprogene kunde der endnu siges
meget: jeg skal indskrænke mig til kort at berøre et punkt, som
han selv ikke bemærker ret meget om, nemlig en sådan vurderings
og det anførte resultats mulige praktiske konsekvenser.
Sådanne kan tænkes på to forskellige områder, et mindre, det
enkelte sprogs, og et stort, hele menneskehedens.
Når sprogene i det hele og store stadig går fremad, opstår
der for den enkelte nation det praktiske spörgsmål, hvorledes
nationens dannede medlemmer da i det givne öjeblik skal tale
og skrive. Dette praktiske spörgsmål er indgående blevet
behandlet af Adolf Noreen, Om språkriktighet (Upsala 1888), nu
på tysk af A. Noreen og Arwid Johannson i Brugmann og
Streitbergs Indogermanische forschungen I 95 —157. At man
ikke kunstigt skal fastholde fortidens sprog (f. eks. verbets
flertalsformer i dansk, sml. forf. s. 16), er klart. Men skal
man da anticipere fremtidens sprog i sådanne tilfælde, hvor
dette allerede hist og her har begyndt at vise sig i enkelte
spirer (som når f. eks. genitivens -s i tysk hist og her findes
undertrykt)? Imod en sådan anticipation vil jeg for mit
vedkommende med bestemthed protestere. I denne retning synes
Noreen og Johannson mig undertiden at gå for vidt. Man skal
tale og skrive nutidens sprog, idet man holder den rette
middelvej mellem denne og hin yderlighed.
Hvis ét sprog havde vist sig som det (bedste’, var det så
ikke ønskeligt, om hele menneskeheden talte dette ene sprog?
Vilde det ikke være et gode, om alle andre sprog uddøde og
kinesisk blev almindeligt verdenssprog, eller engelsk, når dette
sprog kun blev endnu mere ,tilslebet i tankens tjeneste’, således
at alle udvækster og kanter, som endnu er tilstede fra en
tidligere tilstand, forsvandt? Vi finder hos forf. ikke denue
slutning dragen, men at dette, set fra hans standpunkt, måtte være
et gode for menneskeheden, vil hans læsere ikke betvivle. På
disse veje kan jeg ikke følge. Der gives vei intet sprog der
står så lavt, at det med sikkerhed kunde siges, at dets uddøen
ikke vilde medføre nogle uerstattelige tab, omend, når dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
