Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sprog af de talende ombyttes med et andet, den åndelige vinding
kan være större end tabet. Men en garanti for, at det sejrende
af to sprog altid er det ,bedste’, haves på forhånd ikke (det
^edste’ sprog og den höjeste kultur befinder sig ikke med
nødvendighed på en og samme side). Og om så var, så er det
sprogfilosofisk bedste ikke i et givet öjeblik også praktisk for
alle parter det bedste. Sålænge den ene nation har andre
interesser end den anden, kan spörgsmålet om det absolut bedste
sprog kun rent sprogfilosofisk besvares: praktisk vilde et resultat,
der var rigtigt for den nation, der taler det sprogfilosofisk bedste
sprog, være urigtigt for alle andre nationer. Spörgsmålet, om
det fra et sprogfilosofisk standpunkt set ønskelige mål engang vil
nås i en forhåbentlig fjern fremtid, lader mig forblive kold i
öjeblikket. —
Dernæst vil jeg erklære, at jeg ikke er fuldstændig enig
med forf. med hensyn til det historiske resultat, til hvilket
han kommer i § 49. Hans resultat er (s. 59 nederst), ,at
sprogene i det hele og store går i den modsatte retning af den,
Schleicher antager, nemlig fra polysyntetisk flexion gennem
agglu-tination til flexiousløs £isolation’ .
At der er en vej, der fører fra flexion til flexionsløs
isolation, og det endog den allerdirekteste vej, ser vi, og det
samme så også Schleicher. Og at det kinesiske sprog, som det
foreligger, ikke er primitivt, i modsætning til Schleichers
anskuelse, anser jeg med forf. for sikkert. Men i to
hovedpunkter er jeg ikke enig med ham: for det förste betragter han
polysynthese som det ældste; for det andet lader han vejen fra
flexion til isolation føre gennem agglutination.
Tager vi först dette sidste, så benægter jeg, at vejen fra
flexion til flexionsløshed fører gennem agglutination. Forf. har
intetsteds vist, hvordan flexion kan føre til agglutination. Han
siger nok på flere steder, at engelsk i mange punkter har lighed
med agglutinerende sprog, men engelsk hverken er, eller har
været, eller kan nogensinde blive til et agglutinerende sprog,
medens det med lethed engang kan blive fuldstændig flexionsløst
og isolerende. Hvad man kalder agglutination, er et stort kar,
der rummer mange ting. Der gives en agglutination, der, som
Schleicher vilde, er ældre end flexion, og der gives en
agglutination, der står ved siden af flexion. Flexion kan umulig være
noget oprindeligt, vi ser jo tildels flexion opstå for vore öjne:
enhver flexion er fremgået af en ældre tilstand, der kunde kaldes
agglutination. Flexionsendelser på en enkelt konsonant som et
-S kan ikke være oprindelige: dengang disse konsonanter var
enkiitiske stavelser, -s i nom. sing. en stavelse (et pronomen)
sa, inden aflyden som følge af akcentiorhold var indtrådt, stod
de indoeuropæiske dialekter på et trin, der kan kaldes
agglutinerende. Deri giver jeg Schleicher ret. Men agglutination behøver,
som enhver ved, ikke med nødvendighed at blive til flexion. Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
