Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jesperseu, Studier over engelske kasus.
301
(rainder’ (som forf. meget passende kalder sådanne elementer).
Det bedste efter forf.s principer, en sammenstilling af isolerede
former som i kinesisk, er i dette tilfælde tillige det ældste. —
En anden levning fra den ældste tid er bestemte talords
flexions-frihed, sml. J. Schmidt, Plur. der indogerm. neutra 292 ff.
Den bundne ordstilling, der i de af forf. anførte tilfælde er
yngre end den ved flexionen muliggjorte friere ordstilling, kan
på den anden side også meget godt være gået forud for denne,
da vore indoeuropæiske flexionsformer viser tilbage til en ældre
fast ordstilling, f. eks. ufravigelig bhére ti, ikke nti bhéreu.
En udtryksmåde der mathematisk kan anskueliggöres ved
formlen an -f- bn -j- cn (sml. slutningen af § 14) er ikke uuder
alle omstændigheder med nødvendighed ældre end en
udtryksmåde (a -f- b -(- c)n. Spansk clara, concisa y elegantemente er,
som vi ved fra latin, ikke, hvad man efter forf.s principer skulde
tænke, yngre, men ældre end gentagelsen af -mente (-ment) i
italiensk og fransk. Denne gentagelse skyldes ikke en <trang
til tydeliggörelse hos et uudviklet menneske’ (s. 19), hvilket
vilde forudsætte, at -mente havde beholdt sin fulde betydning:
den er simpelthen en følge af, at denne betydning var glemt og
-mente blevet til et formelt element. En udtryksmåde an -f- bn
-f- cn kan således vistnok i reglen först være opstået, efter at
det tiltrædende n var blevet til et tomt element, altså ikke have
været til fra begyndelsen.
1 § 12 (s. 14) siger forf.: <Jo længer tilbage i tiden vi
går, des flere undtagelser og anomalier støder vi på’. For at
give billedet af sproglivet fuldstændigt, burde han dog også
have meddelt, hvad han intetsteds gör, at jo længere tilbage i
tiden vi går, des -flere af de senere undtagelser og anomalier
viser sig som rester af en ældre regel, som f. eks. ne. foot,
pl. feet med sine fæller, der stammer fra en fællesgermansk og
indoeuropæisk fortid, hvor det slet ikke var nogen anomali,
men hvor der med en nom. sg. pöd-S af sig selv fulgte en nom. pl.
pödes. Vi finder ikke ensidigt anomali som det ældre,
regelmæssighed som det yngre, men regelmæssighed, uregelmæssighed
og atter regelmæssighed veksler, som alt det andet, i kredsløb.
I begyndelsen af § 33 mener forf.: jSom det ældste trin
kunde vi måske sætte det, at det grammatisk nöje
sammenhørende betegnes Ved helt forskellige ord: der må en hel ny
rod til som ved jeg: mig’. Mon forf. for alvor antager, at alt
hvad der var nomen, oprindelig dannede genstandsform,
flertal o. s. v. så uregelmæssig som jeg: mig, fl. vi: os (§ 32) (altså
måske nom. „tyru, akk. „okse“ o. s. v.)? Et sådant forhold var
dog kun muligt for nogle bestemte enkelte ord, som de af
hvilke vore personalpronomener er fremgået. At stammen ma
(akk. med akut mé, mé gé) iinig’ oprindelig også kunde bruges i
nom., viser verbalendelsen, sekundær -m (< opr. enklitisk -ma),
primær -mi (<C opr. -ma-ja?): på den anden side kan det let
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
