Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jesperseu, Studier over engelske kasus.
311
på samme linie anførte nederlandske volk. Når et ældre f bliver
stemt, må det overalt först være blevet, til dette stemte /’, det
nederlandske v. Stemt f kunde skrives f, som i angelsaksisk i
indlyd og i nordisk i indlyd og udlyd. Dette stemte f kunde
senere gå over til v, som det er sket i engelsk og nordisk.
I § 161 (s. 175) göres der rede for de få undtagelser fra
regien i Ancren Riwle. At skriveren istedetfor vu skrev fu i
ful, fuhten o. s. v., siger forf. kan let, forklares ved bestræbelsen
for at undgå skrivemåden uu. Dette er uden tvivl rigtigt: forf.
kunde her have henvist til, at man i tysk på samme måde af
samme grund, medens v var stemt f, tit skrev f istedetfor v
foran u, af hvilken grund man den dag idag aldrig skriver vu-,
vit-, kun fu·, fil-, derfor filr, men vor, fiille, men voll.
I § 165 (s. 178) behandler forf. den franske skrivemåde
med z, cz eller tz (dette sidste anfører han ikke, watz — was),
der findes, ikke alene i The Pearl, som han nævner, men også i
de andre allittererende digte fra Lancashire af samme digter, der
findes i samme handskrift: senere hen taler han dog om samme
digte’. Forf. hævder med rette overfor Sweet, at dette z eller
cz ikke kan betegne den stemte, kun den stemmeløse lyd. I ét
ord er den franske skrivemåde med z jo almindelig bibeholdt
som tz indtil den dag idag: fitz (der nu efter orthografien
udtales fits), i ældre me. kun skrevet med z, Jesu fiz Mari o. s. v.
I den midterste halvdel af III. kapitel fra § 166 søger forf.
at påvise en ,Vernorsk lov på engelsk’, der skal være indtrådt
i det 15. og 16. århundrede. At forklare de forskellige
nyengelske stemte spiranter, der står for ældre stemmeløse, på
denne måde, er en tanke, som vist flere har haft. Jeg for mit
vedkommende har tidligere haft den, men forkastet den, da jeg
ikke fandt den gennemførlig. Der er så mange ting, der taler
imod den, at den sikkert i den udstrækning, i hvilken forf. vil
lade den gælde, ikke kan være rigtig.
Efter forf.s anskuelse er lydlove ikke undtagelsesløse (se
dette Tidskr., n. r VII 207 ff., Techmers Internationale Zeitschr.
III 188 fl.), men han opererer lier, som om de for ham var
undtagelsesløse. Ved hjælp af analogien i så stor en udstrækning,
som han bruger den, kan man på dette område bevise hvad det
skal være. Fra sit ståndpunkt, kunde forf. have taget sig sagen
noget lettere, men jeg vil ikke dermed sige, at hans fremstilling
havde været mere overbevisende, om han havde gjort det.
Lad os först tage s-lyden. Jeg skal tillade mig kort at sige,
hvordan jeg tidligere har ment at sagen forholdt sig og hvad jeg
også endnu anser for det rigtige. Regien var den, at oldfransk
stemmeløs s-lyd blev gengivet ved engelsk stemmeløst s, og
oldfransk stemt s-lyd ved engelsk stemt s. Stemt s i romanske ord
forekom kun i indlyd, enten opstået ifølge Neumanus lov (Zur
laut- und ilexionslehre des altfranz., Heilbronn 1879), som i me.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
