Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vi hos Apulejus1) høre om hans „grulige Aasyn“ og
„grumme Sind“, saa kommer dette vist den folkelige
Forestilling nærmere om Charon som „Mørkets Dæmon".
Hermed staar da ogsaa den Omstændighed i Förbindelse, at vi
i den etruskiske Kunst (paa Urner, Vaser og i Grave) finde en
Charon afbildet med vildt Skjæg, skaldet Hoved, ofte med
Slanger om Panden, med stor, kroget Næse, spidse Dyreøren,
med barske, opspilede Ojne og et aabent Gab, hvori
frygtelige Tænder komme til Syne, undertiden bevinget, og førende
en Kølle eller et Sværd som Vaaben2). Han optræder her
som en Dæmon, der ikke blot. har en Art Bøddelforretning
i Underverdenen, men tillige kommer op og færdes blandt
Menneskene, fælder sine Ofre og fører dem ned til Orcus3).
Til Forstaaelse af Charonmythens senere Udvikling hos
Nygrækerne er det af Vigtighed at gjöre opmærksom paa
den allerede indenfor Oldtiden stedfindende Forblandelse af
Dødens forskellige Dæmoner — navnlig Pluton, Hermes
Psychopompos, Thanatos og Charon — og disses
Forretninger og Karakteristika, saaledes hos Evripides4), hvor
„Døden“, som om det var Pluton selv, kaldes „de Dødes
Konge“ og „Dæmonernes Herre“; hos Vergil8) er
Underverdenen „Dødens Hus“, og Pindar6) beklæder selve Hades
med den Forretning, der i Slutningen af Odysseen udføres
af Hermes: han holder her en „Stav, hvormed han fører
Menneskene ned paa de Dødes hule Vej“. xägav noteres af
1) de mag. p. 27 (Bip.): tibi . . ob istam teterrimam faciem
Charon nomen est; og p. 62: igitur agnomenta ei duo indita: Charon
ob oris et animi diritatem ete.
2) At det er en Charon, vide vi fra to Mindesmærker (en Urne fra
Volaterræ og en Vase fra en volcentinsk Grav), hvor Navnet
(Charun) er tilföjet; s. Ambrosch, de Charonte Etrusco. 1837.
3} Om Sporene af Charonmythens Vandring gjennem den latinske
Kristendom ind i Middelalderen s. Politis, Mc/.in- inl tov plov täv
vtættQwv ’ElXrpwiv X, p. 265,f.
4) Alc. v. 843: avaxta rov iua?.uu7ts7t?.ov vsxgwv Gåvatov, Og V. 1140: dai-
nuvwv rot xoiqdvo). Smlgn. den æsopiske Fabel om Oldingen, som
paakaldte ..DødenK (tov Gtcnarov), Æsop. fab. ed. Halm, nr. 90.
°) Georg IV, 481: ipsæ domus atque intima Leti Tartara istf. Ditis.
J) Olymp. IX, 35: oufidog pQt’jrea ow(xcc& £ xataysi xocZav 7to’u; dyviav
&vaox6vtæv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
