Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dvalsæ (J. 2,72 skal være 2,106), fylsvitnæ, lyttinæ). — Når ifølge forf.
thrætæn (og ligeså attæn og fæmtæn ved siden af attan og fæmtan) skal
findes i lovene, så er dette kun tilfældet i yngre hskr. (Er. 2,68 findes
f. eks. hos Rosenvinge thrættæn); dog har forf. her næppe siteret
sådanne men som så ofte overset formen; han har ment, at ligesom
ellers a i endelser blev æ, således også her, idet han har overset, hvad
Lyngby har bemærket, Udso. s. 9. — Om forf. har taget arvæ
(verbet) fra et yngre hskr, tör anmeld, ikke afgöre men er mest
til-böjelig til at tro, at han her urigtig er gået ud fra den nydanske form.
På de anf. steder af J. have både Petersen og Rosenvinge ærvæ; formen
arve har anmeld, först optegnet fra 15de årh.
At omtale alle de ligefremme urigtigheder, anmeld, har truffet
på ved at gennemgå ordbogen, vilde blive altfor vidtløftigt; en del
eksempler må være tilstrækkelige.
Stathceligh shra i overskr. til Fl. bylov er ikke = bylov, men
betyder: fast, skreven lov („bescreuen recht“, „leges civiles scripturæ
commendatas“). Løpstigh siges at betyde fugitivus, men det er
naturligvis den som er ofnæ løpstighum, der er fiigitivus. Thak Vald. 3,13
er hverken isl. })ak eller tak men pökk og betyder her: samtykke,
tilladelse. — Behandlingen af æn som betingelsesord er meget uheldig.
Forf. siger, at æn derved, at um udelades, får bet.ydn. om end, og
henviser til Thorsens noter i sk. kirkelov. Men for det förste er
Thorsens mening den, at æn som ellers betyder men, og at
««»ligefrem er glemt i håndskriftet. Dernæst betyder æn på de anf. st. ikke
om end (indrömmende) men er simpelt betingende. Endelig grunder den
betingende betydning af æn sig ikke på dets forbindelse med um, der er
rent tilfældig. Denne forbindelse finder nemlig kun sted, når et
betinget udsagn knyttes til det foregående ved det modsættende
bindeord på den måde, at bisætningen iudskydes mellem dette og
hovedsætningen. Når derimod bisætningen enten indskydes i hovedsætningen
eller sættes efter denne (som Vald. 3,1) eller endelig sammenhængen
forbyder en tilknytning til det foregående ved men (som sk. kirkelov
s. 80’°), da er denne forbindelse nmulig. — Når en forf., der er så
fortrolig med ordfojningslære som Prof. Lund, anfører J. 3,5: æn del
han thet vt som eks. på æn i betingende betydning, kan dette næppe
være andet end en tilfældig uagtsomhed; det betingede i udsagnet
antydes jo her ved ordstillingen, der netop udelukker et foregående
betingelsesord. Hverken i J. eller S. (den verdslige) forekommer æn
som betingende og kun to steder i V. (ti æn tho at hører ikke herhen).
Om det oprindelig har haft hjemme i Er. i denne betydning,
forekommer mig tvivlsomt. —• Under of opstiller forf. den lære, at det ellers
nægtende u- undertiden har forstærkende betydning; men det u-, vi
finde i vmikil (Skånel. I. 146 n. 9), vmikit, v frelssir (sk. arveb. 60) og
v harth (sk. kirkelov, overskr. i cod Rantz. o. fl.), er sikkert ikke dette
u- men stammer fra of. Egilsson angiver rigtignok i sin ordbog, at
o- kan forekomme med intensiv betydning, og anfører som eks. oliljob,
og når dette ord kan oversættes ved sonus ingens, clamor, strepitus,
ser det jo vel således ud, men nærmere beset, viser det sig dog, at o-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
