Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
If. det foregående må jeg altså anse det for overvejende sandsynligt1
at formerne med o- foran enkelt r ere ældre end de tilsvarende med
vå-, så at disse må opfattes som analogidannelser efter de casus, hvor
vå- er berettiget (vårr, vårn, vårre osv.). Men hermed er endnu ikke
vundet nogen forklaring af o-formernes opståen og heller ikke af de
former, hvor vå- står foran dobbeltconsonant. Som bidrag til
forståelsen af hele dette forhold tillader jeg mig at fremsætte
efterfølgende bemærkninger.
Det er forlængst udtalt’) — og er vel nu almindelig anerkendt —y
at ordet vårr i en ældre periode af det oldn. sprogs historie havde
formen *unsarr. Men man synes hidtil ganske at have overset den
omstændighed, at *unsarr er et tostavelsesord (ligesom f. eks. okkarr),
og at det altså på forhånd er sandsynligt, at der ved dets böjning
har gjort sig de samme kontraktioner gældende, som ved
böjningen af okkarr, ykkarr osv. Nu böjes okkarr, som bekendt,
på følgende måde:
n. okkarr okkor okkart
a. okkarn okkra okkart
d. okkrom okkarre okkro
g- okkars okkarrar okkars
n. okkrer okkrar okkor
a. okkra okkrar okkor
d. okkrom
g. okkarra.
Tænke vi os *unsarr deelineret på samme måde, ville vi få
følgende flexion:
n. unsarr uns or unsart
a. unsarn unsra uns art
d. unsrom unsarre unsro
g- unsars unsarrar unsars
n. unsrer unsrar uns or
a. unsra unsrar unsor
d. unsrom
ff- unsarra.
Sammenholder man nu denne böjning med den ovenfor angivne i
de ældste islandske hdskrr. herskende flexion, vil det straks falde i
öjnene, 1) at der til alle former, der begynde med unsa- svarer
former med vå- (og efterfølgende dobbeltconsonant): unsarr — vårr,
unsam — vårn, unsars — vårs, unsarre — vårre osv.2), og-2) at der
’) Sml. Bugge, zeitschr. f. vergl. sprachforsch. IV, 249 ff.
2) Bugge træffer uden tvivl det rette, når han i zeitschr. f. vergl.
sprachf. IV, 250 sammenligner overgangen unsarr — vårr, unsarn
— vårn etc. med overgangen isarn — jårn Det er den samme
tendens, som har affødt det såkaldte ,kvantitetsskifte‘ i *séa > sjå,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
