Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
til alle de former, som begynde med unsr- svarer former med
år-. Denne overensstemmelse synes at være for stor til at kunne være
tilfældig; det forekommer mig langt rimeligere at antage, at formerne
unsrom, unsr o, unsra, unsr er, unsr ar faktisk ligge til grund for örom,
öro, öra, örer, örar. Lydlovene lægge næppe uoverstigelige
vanskeligheder i vejen for en sådan antagelse: en tonløs spirant falder jo i
oldn. oftere ud mellem to consonanter, f. eks. f (skrevet p) i skolptr ’),
s i enkis for enskis, pykkjumk for pykkjumsk, jfr. Wimmers fornn.
form-Jara s. 153 f.; på lignende måde kunde uiisrom etc. blive til unrorn etc.,
og unrorn måtte atter efter de nordiske lydlove blive til orom.
Tilbage står da kun n. sg. f. og n. a. pl. n. Her skulde vi, som
sagt, opr. have formen umor; denne form måtte først blive til vor
(ligesom unsarr til vårr), og vor måtte igen blive til or, da vi her
ikke have med et p at göre, men med et virkeligt ,lukket1 ö (sml.
forholdet mellem ydvarr med bevaret v og yöor, hvor v er bortkastet).
Såfremt denne forklaring skulde vise sig at være den rette, kunde
det måske lykkes ved hjælp af den tillige at få rede på de undertiden
i gamle hdskrr. forekommende underlige sideformer ossom, osso, ossa,
osser, ossar2) (se Wimmer fornn. formlära, s. 87). Sammenligner man
nemlig disse former med den s. 20 opstillede böjning, ses det let, at
vi have former med oss- (ossom osv.) i alle tilfælde — (men
heller ikke i flere) — hvor vi opr. have casus, som begynde
med unsr-. Også denne overensstemmelse synes mig at være for
mærkelig til, at jeg her tör tro på tilfældighed; det synes mig rimeligst
og forsigtigst at antage, at formerne ossom, osso, ossa, osser, ossar
(lige så vel som årom, öro, åra, årer, årar) udgå fra grundformerne
unsrom, unsro, unsra, unsrer, unsrar. Heller ikke her lægge lydlovene
hindringer i vejen: -sr- kunde, som så hyppig i efterlyd, blive til -ss-,
*féom > fjom, séom > sjåm, féa > fjd osv. osv. — en bevægelse,
som synes at være afhængig af tilstedeværelsen eller
ikke-tilstede-værelsen af en bi tone på sidste stavelse. Herfor taler foruden
tilfælde som frjåls af *frihals (oht. frihals) —, hvor man med
sikkerhed kan sige, at sidste led engang må have været betonet —
også f. eks. en sådan omstændighed, som at nom.-acc. pl. af tré
(og ord, der böjes på samme måde), — hvilken form opr. hedder
tréo —- senere ikke, som man skulde vænte, bliver til trjo, men
til tré, medens vi i dat. gen. få trjåm, trjå for det ældre tréom,
tréa. Også kan man i denne sammenhæng minde om, at formerne
erom og ero i St. h. og andre gamle hdskrr. hyppig bortkaste e’et,
medens til gengæld o’et forlænges: vér rom, peir ro. Om at
bitone også i oldn. har været tilstede, kan der vel efter Sievers’s
fortræffelige undersøgelser (i „Zur accent- und lautlehre d~gérm.
spr.“) ikke længer herske tvivl.
1) Sml. rim som „gyllt Myr, gnöptu skolptar", se Gislason, Oldn.
Forml., s. 51.
2) Foruden disse former anfører Egilsson et neutr. pl. oss; men da
han selv anser det for muligt, at det er rettere at opfatte denne
form det eneste sted, hvor den forekommer, som d. pl. af det pers.
pron., tager jeg her intet hensyn til den. — Formen osser, n. pl.
m. citerer jeg efter Vigfusson i Oxforderordbogen, hvor dog intet
kildested anføres.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
