Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I clet klassiske latin bevarede habere under alle
omstændigheder sin fuldstændig aktive betydning og fordrede
derfor altid et objekt, til hvilket da participiet sluttede sig
som et tent adjektiv. En konstruktion som „liabeo rem
auditam11 var derfor i betydning noget forskellig fra „audivi
rem“ ; dette sidste angav kun handlingen som forbigangen,
det første udtryk var derimod mere prægnant og angav
snarere resultatet af handlingen, samtidigt med at det
indesluttede begrebet af en tilegnelse (habere) : jeg har hørt
det, og jeg ved det. Denne forskel udviskes imidlertid, idet
habere efterhånden mister sîn egenlige konkrete betydning
og umærkeligt nærmer sig til at blive et rent hjælpeverbum;
dog bevarer det endnu noget af sin aktive kraft og fordrer,
at participiet skal stå i akkusativ. Imidlertid taber man i
de romanske sprog hurtigt bevidstheden om det oprindelige
forhold, idet habere opgiver den sidste rest af aktiv kraft
og indtræder i en meget nøje forbindelse med participiet,"
hvis passiviske betydning derved næsten helt forsvinder:
„habeo litteras scriptas1’ er således blevet til „habeo scriptas
litteras", og endelig, da man ikke længere forstod grunden
til en grammatikalsk overensstemmelse mellem participiet
og objektet, til „liabeo scriptum litteras".
I.
Vende vi os nu til de to ældste franske sprogmindesmærker,
Strasburgerederne og Eulaliasekvenzen, se vi, at de ikke
indeholde et eneste participium, og grunden hertil er ganske
simpel den, at man for passé indéfini lier anvender passé
défini og for det perifrastiske plusqueparfait anvender det
af latin afledede: avret (habuerat), roveret (rogaverat) etc.;
derimod forekommer der adskillige eksempler, såvel i la Vie
de St. Léger som i la Passion, begge fra slutningen af det
10de århundrede:
Que toz los at il condemnets (Léger 28, d).
De lor pcchietz que avrent faiz
II los absols et perdonet (ib. 38, c, d).
Cum cel asnez fu amenaz,
De lor mantelz ben l’ant parad (Passion 6, a, b).
Cum la cena Jesus oc faita (ib. 23, b).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
