Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de almindeligste regler, ja endog anvendt selvlavede ord, er
udenfor al tvivl, og det er Andresen’s fortjeneste, at lian i
sin før omtalte bog har lienledet opmærksomheden lierpå;
men at han i dette punkt er gået altfor vidt, og i mange
tilfælde har betragtet som uregelmæssigheder, hvad der kun
må siges at være dialektforskelligheder, er alt blevet påvist
fra flere sider1). Hvad participiet angår, gælder det
naturligvis særligt 0111 at have sin opmærksomhed rettet på
den forskel, som det gamle sprogs syntaks fremby der i
sammenligning med den moderne, og kun en korrekt
opfattelse heraf vil stille do herhenhørende fænomener i det
rette lys; jeg skal derfor korteligt omtale nogle for oldfransk
ejendommelige konstruktioner, der have betydning for vort
specielle spørgsmål.
1) Jurer anvendtes som oftest, selv i betydningen at
sværge ved noget, som et aktivt verbum; et vers som:
Bien en poes estre asseur,
La rien que plus aim vous en jur (Flore und Blanceflor
2445—6).
måtte derfor i det moderne sprog gengives med . . . „j’en
jure par celle (la rien = rem) que j’aime le plus“, og følgen
heraf bliver, at i de sammensatte tider må part. rette sig
efter det ord, der efter den gamle sprogbrug ansås for
objektet, således som følgende eksempler vise:
Rois Desrames a sa barbe juree
Qu’il ne laira etc. (Aliscans 8329).
Sa coronne a par maintes fois juree •
Qu’a un bordel sera misé et boutee (Jourdain de
Blaivies 3366—7).
t
Mais li rois Alixandres a sa teste juree
Que etc. (Rom. d’Alexandre 45).
Dette sidste eksempel citerer jeg efter Bonnard (1. c. p. 30).
2) Et lignende forhold som det omtalte tinder også sted
dev bevægelsesverber, idet man hyppigt lod participiet
’) Se især G. Paris’s udførlige anmældelse af hans bog i Romania
V, 280—8.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
